VIGGO HØRUP.
Reading edition
Grøn staar Vinterrugen ind mod snelagt Gaard; tung og bred i Smugen Sjællands Bonde staar; skyet Panden luder, Øjet graadfyldt ser. Aa! saa har han spurgt det: Hørup er ej mer!
Runden af vor stærke, sejge Bonderod bar han Folkets Mærke paa sin Herde god. Folket gjaldt hans Tanke, Folket rundt vor Sø, Folket, hvor det vender Furen under Ø.
Kornets Sus og Sange leged i hans Stil, Sol fra Vig og Vange tindred i hans Smil; Skalkeblinket lyned, kom du ham for nær, som en Dolk, der vendes brat i Solens Skjær.
Landets Bøgedale hvisker end hans Lov; aldrig bedre Tale klang i Sjællands Skov; Bøgen stod og lytted med sit fine Blad, Folkets tyve Tusind jubled hjærteglad.
Med den danske Sommer var hans Aand i Pagt, Sprogets Bær og Blommer ved hans Haand blev lagt. Som en Valmukrone over Nælders Top steg hans ranke Klarhed over Vrøvlet op.
Hørups Manddoms-Tanker —Høst af bedste Tægt— blev som Redningsplanker for en kæntret Slægt. Dumt at tro, han skjæmted, blot fordi han lo; Alvor stod bag Spøgen med sin Bondetro.
Snart de høje Bøge grønnes om hans Gaard, der hvor brune Høge ned fra Luften slaar.
Han var Høgens Frænde. Frihed var hans Krav; Sjælland var hans Vugge, nu er det hans Grav.
Kjbh. 20/2 1902.