KJESTEN.
Reading edition
Ung Kjesten red sine Foler tilvands —horrihej.— Der sad ved Aaen den sorte Frans —horrihej. Og Frans han hwøwted, og Kjesten gled paa nøgen Fod i hans Arme ned— —hor-ri-hej!
Gud naade dig Kjesten i Franses Arm. —horrihej— thi aldrig du laa ved saa falsk en Barm. —horrihej.— Han lokker alle de Piger smaa, der færdes om Kvæld ved den dampende Aa. —hor-ri-hej!
Hvad hjælper Vægren en Pigelil —horrihej— naar Natten kogler, og Manden vil —horrihej. En Sivbusk ved en lulllende Aa er svigefuld Grund at hvile paa —hor-ri-hej!
Det var alt langt over Midjenat —horrihej— før Kjesten fik sine Foler fat horrihej.— Saa blussende rød hun hjemad red, hans Kys,—endnu de paa Kinden sved —hor-ri-hej!
Ej mere saa hun den sorte Frans —horrihej.— Ej mere rider hun Føl tilvands —horrihej; men ofte gaar hun om Kvæld ved Aa, mens Taarer drypper paa Vrist og Taa —hor-ri-hej!
Jebjærg 12/6 1899.