BJØRNSTJERNE BJØRNSON.
Reading edition
Hvor Ørnene drømmer bag rimtynget Gren, der sidder en Gamling som hugget i Sten; hans Manke den bruser som Elveskum, og Fjældkilder klunker der rundenom.
Mens Sagaens Stortid i Mørke er endt, og Oslo er sunken, og Hlade er brændt, og Høvdingenavnet en Frase snart, hin Aulestads-Høvding har Tiden spar't.
Der jog som en blaanende Elv i hans Blod, som Laksens i Fossen saa stridt var hans Mod; han vilde se Norge og Norden stærk, i Nordfolket skue sin Ildsjæls Værk.
Han byttede Hjærte med Ungdommens Hær; i haardhændet Kamp fik vi Høvdingen kjær; han flytted ej Grænser med Støbestaal, men vakte vor Længsel og gav den Maal.
Først sad han med Grundtvig i Kærren hos Thor, og Graaulven tuded, mens Bukkene for; saa drog han med Darwin paa Højfjældsfærd, saa Verdener stige af Solbrandsskjær
Og Sangene randt fra hans undrende Streng saa friske som Blomster af nyslaaet Eng; de kommer imod os fra Eng og Ø med Ungpige-Latter og Duft af Hø.
Og Bøgerne fulgte i Sangenes Spor; hans Værker langs Kysten som Langskibe for, og lagde den gamle saa brat til Land, stod Pressen og Kirken og alt i Brand.
Han knalded med Pisken fra Solgudens Vogn, Hans Hærpile hasted fra Sogn og til Sogn: men sank over Sindet et Pust af Fred, da sang han for Norge, saa vi sang med
—Højt løfter vel Dovre sin snehvide Krop: i højere Glans naar dog Ætlingen op; de tvende vil favne den norske Jord, mens Skibe og Skægter gaar rundt om Fjord.
4/12 1902.