LIDT PASSIAR MED RUSSEN.
Reading edition
Vi er et Samfund—det ved du nok— hvorom der føres megen Tale; vi vinder Garn af Athenes Rok og sværmer for det Ideale. Og vi har Digtere i Hobetal; de digter Digte, som en Digter skal; Sommer og Vaar hjemme de gaar, men kommer ud om Efteraaret.
Og vi har Fagfolk i Politik, hvoraf enhver kund' vær' Minister, der kjender Toldloven paa en Prik og vor Export af Smør og Ister; der drøfter Fremtid med den store Sfinks, der drejer nydeligt ved: rechts! og links! Altid paa Sko! Hjemglædens Ro de nyder bare, naar der stemmes.
Og vi har Blege, og vi har Graa, men vi har ikke mange Røde; og dem vi har, gad vi gjærne flaa og give hen til Ravneføde. De Rødes Time—var den vel forbi! Det Graa er der dog mere Stemning i! Siger du nej, tier helst jeg, for du har Stemmeret i Aften.
For du er Intet, og du er Alt, og du er ej med Fraser foret; og du er Humle, og du er Salt— at sige: der er dem, der tror'et, Paa denne Højtidsdag skal Troen staa: En Rus tør kun Forvorpne tvivle paa! Skaal da, min Ven, nik lidt herhen, og tøm dit Glas, mens du er ædru!