JENS HVØVTRUP.

Jens Hvøvtrup springer fra Sengens Stok: aah—ja, ta mæ mi Bøss! En høstlig skrigende Vildgjæsflok saa lydt under Nathimlen larmer.

Jens Hvøvtrup ryster nu Hagl af Horn, aah—ja, ta mæ mi Bøss! og maader gnistrende Krudekorn og klapper sin pludrende Kvinde.

Jens Hvøvtrup snapper sin Hat fra Knag, aah—ja, ta mæ mi Bøss! skjønt Uglen varsler ham ondt fra Tag, og Flagermusene piber.

Jens Hvøvtrup agter sig øst om Aa, aah—ja, ta mæ mi Bøss! hvor Gaasen svaler den brede Taa og gynger sin tyngende Fedme.

Jens Hvøvtrup drages af Vildgjæsskrig, aah—ja, ta mæ mi Bøss! Da spærres hans Vej af Troldkjærsig, hvor stygt om Natten det kogler.

Her slynger Taagen sit lange Slæb, aah—ja, ta mæ mi Bøss! mens Rørdrum spuler sit gule Næb i Sumpens svovlede Bløder.

Hugormen skeler med Mus i Flab, aah—ja, ta mæ mi Bøss! og Tudsen sidder med Hængegab og drejer sin natlige Skralde.

Her sidder Aalen i Tørvepyt, aah—ja, ta mæ mi Bøss! og glor paa Maanen bag Tudsespyt, mens Padderokkerne knarker.

Jens Hvøvtrup trækker saa tungt sit Vejr— aah—ja, ta mæ mi Bøss! med Vildgjæs er han nu ligekjær, hvor nært end Skrigene frister.

Thi den der synker paa Troldkjærsig, aah—ja, ta mæ mi Bøss! han griber ikkun i Taagens Flig, hvorved sig ingen har løftet.

Jens Hvøvtrup vader i Væld tilknæs— aah—ja, ta mæ mi Bøss! han vil gaa lige, men gaar i Kreds, hvordan end Sigtet han tager.

Det perler ham koldt bag Hatterem— aah—ja, ta mæ mi Bøss! "Hvor er jeg selv, og hvor er mit Hjem, mit Hus og min ventende Kvinde?"

Jens Hvøvtrup skrifter for Gud sin Synd, aah—ja, ta mæ mi Bøss! mens Foden synker i dyben Dynd, og Bobler om Støvlerne brister.

Da hvirvler Taagen sig rundt i Ring, aah—ja, ta mæ mi Bøss! Snart tykkes den Noget, snart Ingenting, mens Kredsen om Jægeren snævres.

Det fløjter i Flæg og Graadusk-Rør, aah—ja, ta mæ mi Bøss! og Taagen flænger sit Vandpyt-Slør paa Nattens strittende Grene.

Det dunser og punser om Grob og Grøft, aah—ja, ta mæ mi Bøss! som Helhest-Stamp og som Troldsvin-Snøft, mens Lygtemænd hopper paa Gungen.

Selv Tørveskruen saa sort og stiv, aah—ja, ta mæ mi Bøss! har snappet sin Naboskrue om Liv og danser, saa Top-Tørven flyver.

Jens Hvøvtrup kaster sin Kolb' til Kind, aah—ja, ta mæ mi Bøss! Saa skyder han ind i den Hvirvelvind, saa Synerne daaner i Skraldet.

Han kravled iland ved sit tro Gevær, ahh—ja, ta mæ mi Bøss! mens Gryet frelsende steg bag Kjær og viste kun dryppende Vidjer.

Men siden dued han aldrig stort; ahh—ja, ta mæ mi Bøss! de sa' om Skytten, han blev forgjort hin Nat derude paa Gungen.

Hans Hoved rokker som Siv paa Kjær, aah—ja, ta mæ mi Bøss! Den Lygtemands-Skyden har gjort ham Sær og mærket Jens Hvøvtrup for Livet.

Han ses ved Kirken i Sol og Sus— ahh—ja, ta mæ mi Bøss! den blegeste Mand i Herrens Hus, og altid med Ho'det han nigrer.

Dog mest han kredser om Troldkjærsig, aah—ja, ta mæ mi Bøss! og altid han fabler om Vildgjæsskrig og Sumpens tombede Syner.

Saa maaler han op sit sidste Skud Krud: aah—ja, ta mæ mi Bøss! og sletter saa al sin Kvide ud, mens Ekko fra Bakkerne skogrer.

Sjørup 14/1 1906.

[Footnote: Bløder, moradsige Væld; Tudsespyt, Slimkager af øjede Tudseæg i sumpet Vand; Væld (og Vilder), enhver Vandudbulning i Kjærbund; Grob, bruges om baade Grøft og Dige; Gungen, Hængedynd; nigrer, rokker ustandselig; tombede, smaataabelige.]