VED VESTERHAVET.
Reading edition
Havet gaar højt, Stormen har Tag i dets Manke; Fraade og Sprøjt hvidner den ludende Banke. Halvt under Vand, truet af Braadd og af Brand Høfdernes Enhjørningshorn imod Brændingen stanger.
Natten gaar ind, Skummet fortoner i Graanen; Fyret gir Skin, Stormen faar Vækst under Blaanen. Klinten sit Bryst værger mod Voldsmandens Kryst. Brænding og Skrænt under Brøl over Havstokken brydes.
Bølgen gaar frem, buer sin vældige Pande, breder sin Bræm, Løfter de kogende Vande, styrter mod Klint, knuses til Sprøjt paa dens Flint, slænger sig over og spyr mod den flygtende Maane.
Havnattens Bryn drukner i Dybet en Stjerne, fjernt under Sky'n vipper en enlig Lanterne. Taagen fra Vest sadler sin graadige Hest, sænker sin havsalte Gus over vindslidte Tage.
23/2 1906.