← Table of contents
Samlede Værker, Første Bind

VENSTREVISE.

Reading edition

Nu har vi læst Aviser nok og kjender eders Planer, nu venter vi det Rytterchoc, der sprænger nye Baner, der slænger kjækt i Mudder-Grav de blinde Fortidsjætter, og Folkets Ret og Folkets Krav paa Hædersbænken sætter.

Vort Statsskib blev paa Bedding sat, det trængte haardt til Spanter; det havde Brud paa Ror og Rat og Læk paa alle Kanter. —Nu raader vi, I kaster los, før Vreden gaar i Gjæring, nu er det Tid, at Skroget faar den sidste Overtjæring.

Taalmodighedens sagte Vals I vil saa gjerne lire, men Strikken, om Ideens Hals blev ofte det: at fire. Den kjække Skipper fanger Mod, naar hvidest Søen bovner. Drik Vinen, mens den end er god, og Øllet, før det dovner!

I tyve Kjedsomhedens Aar vi har Forbedring ventet; saa gid vor syge Tvivl nu faar omsider Sakramentet! Kald Grøde frem i Folkesind, og Vækst i Danmarks Dale, og ring med nye Klokker ind en bedre Rigsdagstale!

Ja, vi vil ud i aaben Dyst, hvor Saltstænk frisker Blodet, ej ligge under Dødvandskyst og samle Vand i Ho'det. Og lad os saa faa Flaget op og Skuden ud at sejle; sund Politik er salten Hav og ingen Brakvands-Vejle.

26/9 1902.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings