KORNMOD.
Reading edition
Det er favnende Nat over øde Kjær; Lysene slukkes i ensomme Ruder. Det er Tiden mod Høst, det er Stjerneskjær; Sivene luder, mens det lyner.
Der gaar Strimer af Hvidt over Himlen mod Nord, Engene aander, og Duggbadet frisker; Vinden gaar tyssende hen over Jord, Flægene hvisker, mens det Lyner.
Oxerne drejer de duggslagne Horn, standser i Drøvet med opspærret Øje; Bankerne skvulper i Bølger af Korn, synes saa høje, naar det lyner.
Himlen staar tavs over tiende Land; Øret kan høre, hvor Rødderne drikker; Dværg-Aspen bævrer ved flammedøbt Vand, Tidslerne nikker, mens det lyner.
Rugfaldet krydser de tyngede Straa, ta'r mod Velsignelsens lysende Naade; Vipperne sænker sig ydmyge, graa, dryppende vaade, mens det lyner.
Frøerne springer saa vildt om min Taa; Længslerne vil, jeg til hende skal vandre. Elskende Sjæle, som duggede Straa, nærmes hverandre, naar det lyner.
19/2 1906.