GRUNDLOVSSANG TIL FJANDBOERNE.
Reading edition
Der er et Land saa indeklemt etsteds paa Jyllands Kort; blev Stedet end af Verden glemt, saa er det Land dog vort; thi paa dets brune Tuer sad vi som Børn og sang, og fra dets Høje skued vi Verden første Gang.
Der flyver Viben lavt om Gaard mod Blæst og Bygevejr, og Sommeraftnens Tofler slaar højt over tavse Kjær. Mod Høstens Tid af Lyngen der titter røde Bær, og tusind Lærkers Syngen dig følger, hvor du er.
Og der gaar Solen langsomt ned imellem Banker graa, mens Hors naar hjem fra Dagens Béd og Møllens Vinger staa. Hen under Himlens Arker gaar lange Dales Gys, mens langs de øde Marker der tændes Lys bag Lys.
Og der er Bonden jævn og støt, i hvert et Savn forsøgt; men Savnet gjør ham ej forknyt og avled aldrig Frygt. —Han kjørte Sand paa Mosen og Mosejord paa Sand; det gav ham Gryn i Posen og Hæder til hans Land.
Hvor Ploven altid holdes blank, der er ej Fattigdom; hold Agren ren og Modet rank, om og din Ryg blev krum! Thi Frihed vil kun dvæle hos ranke Sind som Gjæst, men lamme, syge Sjæle dem fly'r den fra som Pest.
Og naar du henter Traven hjem, og naar du Engen slaar, og naar din Plejl med Fynd og Klem hen over Halmen gaar— da husk, at "Grundlovsgaven" med Junidagens Sol har Drøjsel lagt i Traven og Hynde paa din Stol.
—Og dette Land saa indeklemt paa Danmarks vestre Kort— kanske det dog ej rent er glemt, blot Sløvhed jages bort. Og derfor skal du tage dig Mænd til Folkets Raad, der frem og ej tilbage vil styre Tidens Baad!
22/5 1902.
[Footnote: Tofler, Bekkasiner; Béd, den Tid, Dyrene er i Arbejde; Arker, de hvide Fjerskyer; Drøjsel, Forslag.]