← Table of contents
Samlede Værker, Første Bind

DEN FATTIGES BLAD.

Reading edition

Jeg ønsker dig Lykke paa Rejsen du Pode ved Langsøens Bred, hvor Granens fornemme Knejsen forraader Jærn i dens Ved.

Jeg ønsker dig fnysende Fjender; thi har du af dem en Skok (jeg taler om Ting, som jeg kjender!), da kommer Vennerne nok.

Søg ind ad de lave Døre og op under Kvistkamrets Spær, og kast paa de nøgne Vægge et lille legende Skjær.

Hav Øjet paa Gydernes Stakler, bær Blomst til den syges Seng, og glem ham ikke, den lille forpjuskede Hyrdedreng.

Der sidder i Udmarkens Øde saa fjern fra den alfare Vej en Hob, saa maa betle sig Føde; jeg ved, at de venter paa dig.

Og andre du træffer paa Kjæret saa langt fra den banede Sti; de titter saa rædde i Vejret, naar nogen gaar dem forbi.

Og Plejebarnet der ledes til Piskningens blødende Ve, mens Fadervoret det bedes de hellige tre Gange tre—

Du skaane ej Børnenes Bødler! Du piske dem med Skorpion, om Lovens snirklede Tødler voterer _syv_dobbelt Pension!

Paa Herregaardsmarken du standse en Æsel i Snore og Frak, hvis Stok en Polsk monne danse paa Ryggen af en Polak!

Og alle de blege, der aander i Støv af Fabrikkernes Malm, og gamle Forsømte, der vaander sig rundt paa Kommunernes Halm—

Og Tyendekamrenes Mørke med Skimmel som Smykke paa Væg, der suger den tjenendes Styrke og gi'r ham en Baas mellem Kvæg—

Og Teglværkets lerede Trældom, saa gammel og næsten saa grum, som dengang Gud Herren i Gosen over Teglfabrikanten holdt Dom—

Og Væverskens Kamp med Maskinen, der krummer sin snigende Arm, imens den—til Staaltænders Hvinen voldtager den hostende Barm—

—Ja! Ja! Du skal finde dem alle og yde dem broderlig Trøst og være for Samfundets Øre en streng, udskammende Røst.

Men har du bragt Haanden af Klemme til Kroppenes Glæde og Gavn, vi venter, du rejser din Stemme for Sjælenes sukkende Savn.

Løft Faklen mod Loftets Fjæle derinde i Smaamandens Hjem, saa alle Skyggerne stjæle sig bort til Helvedes Gjem!

Giv aldrig Pardon til det onde, der æder som Trøsk i Træ; da sænke deri din Sonde og bryde det over dit Knæ!

Du være den fattiges Værner, du være den riges Ris! Da faar du ej Ordner og Stjærner, men bævende Læbers Pris.

10/9 1907.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings