DA MAN SKØD TROFAST.
Reading edition
Saa er du død, min laadne Ven, skudt ned paa maa og faa; dit Morgenbjæf, dit Aftenskjænd det svarer aldrig mer igjen mod Hjemmets Mure graa.
Naar jeg fra Staden vendte hjem den lange, lange Vej, og jeg fik Døren lidt paa Klem, fik hilst paa Mor, fik Skjæmten frem, jeg spurgte efter dig.
Og sprang du over Tærsklen ind med Glædeshyl og -Hop, og klapped jeg dit gule Skind, da først kom i mit rørte Sind den rette Stemning op.
Da saa jeg, Hjemmet var som før, i Mindet ingen Mist, fra Klinken i den brune Dør indtil dit laadne Skinds Kulør var alting just som sidst.
Men nu er det en anden Sag, for nu er du jo skudt; nu har du haft din Dommedag, din Pande har man sprængt i Kvag med Rævehagl og Krudt.
Ak, at jeg ej kan hjælpe dig, at tavs er nu din Mund! Du logrer aldrig mer for mig, din Dom den appelleres ej, du var jo kun en Hund.
Men jeg vil sukke næste Aar og mærke Mindets Brist, naar jeg paa Hjemmets Tærskel staar og sér, at i den gamle Gaard er alt ej helt som sidst.
Kjbh. 17/9 1895.