MIN VENINDES ØJNE.
Reading edition
Har du set min Venindes Øjne, de store skiftende brune, der snart er fyldte med Helvedeskval, snart straaler i Latter og Lune?
Hvor er det dog fat med de Øjne? De minder om Søer i Skove; de suger i sig min vaagne Ve, min Hvile, naar jeg vil sove.
De er som Fjorden i Stille med sejlende Skyer over, men dybe, dybe som Havet selv, og dunkle som rørte Vover.
Nu er de som Engenes Taage, og nu som spejlende Brønde; nu ligner de Damme i Maaneskin i deres bedaarende Ynde.
Der luner en Ild i de Øjne, en vild fortærende Lue; den dølges ej helt af de sænkede Laag og Brynenes bøjede Bue.
Det raser bag disse Vipper; der er Graad i Øjnenes Kroge; men brat kan der komme et Øjekast, der minder om tirrede Snoge.
—Jeg har stirret for dybt i de Øjne, der fristed som strømmende Vande, paa Bunden af hvilke vi tror at se Æventyr-Himle og -Lande.
En Dag vil min Sjæl fange Kræfter og vikle sig af sine Løgne og kaste sig i denne sugende Sø og synke til Bunds i de Øjne.
Kjbh. 3/2 1892.