DER FLØJ EN LIDEN SOMMERFUGL.
Reading edition
Der fløj en liden Sommerfugl hen over Bondens Tag; den tænkte saamænd ikke paa den yderste Dag.
Den tænkte kun at nyde det Livets Sekund, som den havde kysset fra sin Mor, Naturens Mund.
Den gav sig hen til Flugten i Luftens varme Blaa; paa rene, hvide Vinger den fløj paa maa og faa.
Den nød sin egen Dejlighed og trodsed Tyngdens Lov, og ikke Spor den tænkte paa næste Dags Behov.
Var ikke Himlen havblaa, og Solen ret som Guld, og Livet lyst og herligt, og Verden frydefuld!
Bestandig fòr den op og ned som et stormjaget Løv, hvad heller som en Barnesjæl, nys skilt fra sit Støv.
Og som den fløj saa sjæleglad, en Bejler kom til. Gud, hvor han var oprigtig og fyrig og vild!
Han bad om Lov at følge, hun nikkede og lo; thi hvorfor flyve ene, naar man kan blive to!
De traadte Ætrens Elveslør foruden mange Ord, mens dybt dernede rulled den snavsede Jord.
Og mætte af Dansen i Junidages Sol, de daled gjennem Luften og fandt en dejlig Stol.
Midt i en hvidrød Æbleblomst— saa salig som en Gud— han vifted med sit Vingepar sin lille hvide Brud.
Der holdt de deres Bryllup foruden nogen Præst, for saaledes hued det de Sommerfugle bedst.
Og Grenen vugged op og ned i Sommerdagens Luft, og Æbleblomsten yded dem sin allerbedste Duft.
Og Grenen svajed, Skyen drev, og Dagens Lys blev slukt— Tak, elskte smaa! I lærte mig, hvordan man elsker smukt..
Kjbh. Juni 1893.