HJEMME.
Reading edition
Det lærte en Sanger paa Modgangens Sø: Der skal to til at leve, kun een til at Dø.
Der er saa stille i Huset, for nys gik Natten Forbi; en Flue brummer i Kruset, og Uhret paa Væggen slaar ti.
Jeg sidder og tumler med Tanker, som Dagen nægtede Form; det skygger fra Vildvinsranker, paa Ruden kryber en Orm.
Fjernt tripper det nede i Stuen; det er min Elskte, min Skat, der løfter de Kjedler af Gruen og sætter i Orden til nat.
Hun bærer ind fra Altanen Geranien gylden og varm; som Børn i Slummer saa hælder de Kronerne mod hendes Barm.
Da knirker der stille ved Karmen; ind vælder saa frisk en Luft; hun kommer og klapper mig Armen, jeg kjender Geraniens Duft.
Hvor Tanken og Rimet ej dækker Papirets ventende Blad, en dugget Reséda hun lægger og smiler skalkagtigt og glad.
Hun svøber min Lok om sin Finger og nærmer sin dunede Kind; hun peger mod Ormen, der svinger som jeg i sit selvgjorte Spind.
Med Lempe, og Tanden i Læben hun fjærner den frygtede Pen og skrider nu, kjækt i sin Stræben, imod sin afvæbnede Ven.
Hun taler om Maane bag Skove og trækker Gardinerne til, saa hvisker hun: "Nu skal vi sove!" Jeg svarer: "Ske som du vil!"
Leith 5/10 1906.