FREDERIKSBERG.
Reading edition
Sig mig fortroligt, om Solsortens Toner klang etsteds saa hjemligt som her om dit Slot? Haven med Brud i de vuggende Kroner— er det end lidt gammelt, det pynter dog godt. Fred'rik bag Porten i gammeldags Kjol— kanske lidt barsk, men godmodig for Resten; Godheden randt af din lunende Sol, Barskheden kommer af Blæsten.
Her har han vandret, din Stoltheds Aladdin, smile til dine Børn paa sin ensomme Gang; her bag de hældende Kroner han kvad din kanske lidt for vege, men dybtfølte Sang. Nu staar han hugget i Malmen den graa, der hvor af Færdsel det buldrer i Natten, viser dig, Borger, hvor langt du kan naa, blot der en Gnist under Hatten!
Fortid og Nutid paa Vejene mødes, sagte de formæles i Havernes Duft; Asfalten bredes, mens Stokrosen rødes, Traaden strammes ud mod den lysende Luft; Kranerne knirker, og Hamrene slaar, funklende Lys under Sporhjulet spruder, medens histude, hvor Havglitret gaar, lang'ligt en Stordamper tuder.
—Der kommer en, han maa med i min Vise: Haaret stritter langt bag en florsmykket Hat; sirligt han tripper der midt ad sin Flise, Foden følger efter, hvor Stokken er sat. Frakken den lange af gammeldags Snit hopper en Kjende ved Føddernes Listen, Baandet i Knaphullet, Halsbindet hvidt— kjender du saa Pensionisten!
Kom her en Kvæld, naar i Sønden det lyner, naar den vaade Guldregn sig sænker saa træt; Fuldmaanen kikker fra Skyernes Dyner, Lyd af bitte Fødder, der flyttes saa net! Skræm hende ikke ved gjækkende Tegn; hun gaar med Blussen sin elskte i Møde, her hvor med Duft i dit skjærmende Hegn natligt Syrenerne gløde.
Vinteren 1902.