EN FABEL.
Reading edition
Der var engang en Grand danois, som havde levet længe; i fordums Tider rev dens Tand de Mopser mangen Flænge.
Men er et Bæst end nok saa bidsk, engang dog Galden stopper; nu sad den tandløs i sit Hus og nagedes af Lopper.
Da samledes de Mopser graa i Flok fra alle Sider og sagde: "Lad os hædre ham, der ikke mere bider!"
Se, saadan taler Mopser kun og andre dumme Hunde; de Taaber husked ikke paa, han bed, den Tid han kunde.
Saa trak de Smaa i Kjoler graa og pyntede sig Bagen, og havde en et Ordensbaand, han bandt det under Hagen.
Saa gik de til vor Grand danois og satte sig paa Gumpen, og bjæffed: Ak! og tuded: Tak! og logrede med Stumpen.
Den gamle keg af Huset frem; han var i Hu saa gnaven, for Loppen bed, og Gigten sled, og Ald'ren rev i Maven.
Men da han saa den Mopseflok, han mimred, lo, lo atter: "Ja, var jeg ikke Grand danois, saa brast jeg nu i Latter!
Thi er det ej de Mopser graa, jeg var til idel Plage, hvis Ris jeg blev, hvis Skind jeg rev i mine Velmagtsdage?"
Dog, naar man er en Grand danois, saa passer man paa Munden; og ogsaa vores havde snart den rette Anstand funden.
Han rømmed sig og sagde: "Tak! gaa ind og smag paa Mosten; et Baand til jeres Halestump jeg skikke skal med Posten!"
—Saa endte den Deputation til hele Landets Skogren; hvor andre har Rebellion, der har de Mopser Logren.
22/8 1901.