← Table of contents
Samlede Værker, Første Bind

EN FABEL.

Reading edition

Der var engang en Grand danois, som havde levet længe; i fordums Tider rev dens Tand de Mopser mangen Flænge.

Men er et Bæst end nok saa bidsk, engang dog Galden stopper; nu sad den tandløs i sit Hus og nagedes af Lopper.

Da samledes de Mopser graa i Flok fra alle Sider og sagde: "Lad os hædre ham, der ikke mere bider!"

Se, saadan taler Mopser kun og andre dumme Hunde; de Taaber husked ikke paa, han bed, den Tid han kunde.

Saa trak de Smaa i Kjoler graa og pyntede sig Bagen, og havde en et Ordensbaand, han bandt det under Hagen.

Saa gik de til vor Grand danois og satte sig paa Gumpen, og bjæffed: Ak! og tuded: Tak! og logrede med Stumpen.

Den gamle keg af Huset frem; han var i Hu saa gnaven, for Loppen bed, og Gigten sled, og Ald'ren rev i Maven.

Men da han saa den Mopseflok, han mimred, lo, lo atter: "Ja, var jeg ikke Grand danois, saa brast jeg nu i Latter!

Thi er det ej de Mopser graa, jeg var til idel Plage, hvis Ris jeg blev, hvis Skind jeg rev i mine Velmagtsdage?"

Dog, naar man er en Grand danois, saa passer man paa Munden; og ogsaa vores havde snart den rette Anstand funden.

Han rømmed sig og sagde: "Tak! gaa ind og smag paa Mosten; et Baand til jeres Halestump jeg skikke skal med Posten!"

—Saa endte den Deputation til hele Landets Skogren; hvor andre har Rebellion, der har de Mopser Logren.

22/8 1901.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings