DEN REVOLUTIONÆRE STUDENT.
Reading edition
Om Kvisten der blæser en strygende Vind, den larmer med Vinduets Krog, paa skraa kigger Spurv gjennem Ruderne ind til en ved en opslaaet Bog. Han er af os alle en gammel Bekjendt, vi agter hans Vid og hans Mod; han er kun for Herren det ene: Student, dog, tro mig, den Titel er god!
Hvor skabtes der vel i Nationernes Skjød en Strømning i Krig eller Fred, en Fordring, en Fylking til Liv eller Død, hvor ikke Studenten var med? Den højeste Tanke, den skjønneste Sang, Ideernes myndige Magt, den gik gjennem Verden sin lysende Gang saa tit i Studenternes Dragt.
Ej altid han sad med sit nærsynte Blik og saa' mod "den himmelske Ørn", nej, ofte bag hullede Faner han gik og tog mod de blodigste Tørn. Aarhundredets, Fyrrernes stolte Idé den glemte han ej for Latin, men planted dens Fakler ved Donau og Spree og langs med den bugtede Rhin.
Hvem tændte paa Ruslands sortmuldede Grund hint Dagningens sitrende Skjær, der vakte Evropa og skræmte en Stund Fordummelsens pansrede Hær? Hvem talte om Ret under Tængernes Kneb og lagde Petarderne an trods Bødlen og Knutten og Galgernes Reb? Studenten, den nærsynte Mand!
End flakker uroligt i Kejserens Drøm hint Brandskjær, Studenten har vakt; end hviskes med Skjælven ved Neva'ens Strøm et Ord om Studenternes Magt. De lagde i Verdenshistoriens Skaal helt ofte saa blodig en Vægt; har Døgnet og Dagen end ændret vort Maal, vi er dog med hine i Slægt.
Som dem har vi raset mod Bindsler og Baand og svoret paa Drømmenes Værd; som dem har vi knælet for Frihedens Aand og skaaret vor Haand i dens Sværd; som dem har vi raabt imod Land efter Lods og stødt i Basuner og Lur; som dem har vi hugget vor Vinge til Blods mod Dumhedens taarnhøje Mur.
Her staar vi og venter et varslende Tegn, et Lyn fra den ladede Sky, en bragende Torden, en rensende Regn, der gi'r os til Livet paany. Thi Hjernen maa dummes, og Tanken maa dø, og gispe den hellige Trods, hvor Dødtorsken driver paa boblende Sø, os Luften er tyk som hos os.
Men er vi Studenter med "Spørgs" eller "Kryds", med Visdommens Fugl i vort Segl, saa slider vi ikke Salonernes Plyds og ikke Kaféernes Drejl. Saa deler med disse vi Arbejdets Kaar, der sysler med Hammer og Plov: Af Folket vi kommer, til Folket vi gaar, dets Lykke skal være vor Lov.
26/9 1899.