← Table of contents
Samlede Værker, Første Bind

OLE NYGAARD.

Reading edition

Han var en stille Vandringsmand, hvis Sjæl var i hans Sag; han spurgte ej om Navn og Stand, men kun om Hjærtelag. Hans Arbejdsmark var Lyngen og Landet nær derved, og Hedelærkens Syngen har stedse fulgt hans Fjed.

Han gik saa glad sin Solskinssti fra Vuggen til sin Grav, og aldrig gik han Hus forbi, hvor Døren kun er lav. Hvor Hedebarnet brunes blandt Tørvestakke graa, der lyste ret hans Lunes sig Tumlen med de smaa.

Han trykked mangen barket Haand, der var af Feber hvid; han løsned tit de værste Baand i Fattigdommens Strid. Hvor vilde Magters Skygge hang som en Tordensky, der hjalp han til at bygge for Fredens Gud et Ly.

Og traf du ham en Middagsstund i Sommerugens Læ nedsegnet i et stille Blund med Tasken mod sit Knæ, hvor kunde han da smile hvert Fnug af Træthed hen og glad og vaagen ile ud til sin Dont igjen!

Det er ved stille Daad som hans, at dette Land skal gro; vel spørges sligt ej udenlands men slaar os ved sin Tro. Her kjendtes ingen Vaklen: "Gjør Gavn, saa langt du kan! Ræk Haanden ud til Staklen; kanske han da bli'r Mand!"

—Saa mangt et liv blev ringet ned med Klokkens sidste Klemt. —Om ham ved Hyttens Barn Besked, hans Daad har Hjærter gjemt. Naar Maanens Straaler vide belyser Hedens Sti, da vil de ikke glide hans lave Grav forbi.

18/6 1904.

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings