SALLING.
Reading edition
EN SKJÆMTEVISE.
Musen sad ved dine Strande, skjønt hun blev lidt vaad, tog sig til den blege Pande, brast saa ud i Graad, raabte højlydt: "Her er Degne, Præster, Provster allevegne; ingen dog til Musens Glæde vil dit Drapa kvæde.
Har jeg ikke klædt dig Jorden grøn fra Top til Taa; gaar der ikke Torsk i Fjorden større end som saa? Du har nok af krumme Bække, Mel og Gryn i dine Sække, Gammeløl i Kjæld'rens Mørke mod en Høstdags Tørke.
—Grevefejdens røde Lue hærged langs din Kyst, kasted Blink i Bondens Stue, Angst i Munkens Bryst. Har du glemt Jens Hvas hin brydske, eller har du glemt Kræn Tyske? Ak, blandt dine Stormænd alle nævnes ingen Skjalde!"
—Og hun greb mig haardt i Kraven, skjænked mig sit Kald, og jeg kasted mig paa Maven, og jeg blev din Skjald. Se, fra Resengab til Nautrup, ja, fra Aalbæk Strand til Flautrup, Lem og Hem og Hjark og Junget har jeg dig besunget.
Mellem Sø og salte Sunde blinker frem et Land; Ploven ej dets Muld kan bunde, næppe Spaden kan. Alt er fedt og fladt, og Flaget smælder over Ladetaget, der hvor Brudeskaren bugter sig langs Engens Slugter.
Sallingland, jeg vil dig ligne ved en Bondetøs; hendes Læber Gud velsigne, Blikket er en Mø's; bred er Hoften, fyldig Barmen, fast er Foden, kjødfuld Armen, Fjorden kaad og overgivet ta'r den Glut om Livet.
Salling, dine hvide Stude lyser langs din Kyst, dine trinde, rige Brude er en Bejlers Lyst; hvilken Rus, ja hvilken Lykke til et mandigt Bryst at trykke sammen med en elsket Kone 30,000 Kr.!
Brede Gaarde, store Haver spredte paa din Muld! Hvem kan tælle dine Traver, dine Grisekuld! Fyrretyve Kirketaarne, hvide som i Marmor skaarne, peger tindrende mod Himlen mellem Gaardevrimlen.
Op og ned i brede Vover bølger tungt din Rug, Ternen sejler let derover med sin bleggraa Bug.
Skov i Øster, Hav i Vester, røde Hopper, fede Præster— saadan staar du for mit Øje set fra dine Høje.
Himmel, skjærm det Folk fra Snue, skjøt dets røde Føl! Værn dets Ager, vogt dets Drue: Sallings Gammeløl! Lad det bruse, lad det skumme, lad det Landsens Kræfter rumme! Sign, o Gud, de fede Stude og de trinde Brude!
Jebjærg 8/10 1897.