SVENDEMANDS VENNER
Reading edition
BØRNERIM.
Her er Soen, sikken en! Messingring i Næsen, lange Øren, korte Ben, uopdraget Væsen, spiser uden Smække paa, for hun er en rigtig So, bruger aldrig Gaffel, Kniv og Vandkaraffel.
Missekatten lopper sig med sin laadne Læbe, Vaskesvamp den lider ej, ynder ingen Sæbe; dog er Mis saa pæn og ren, har de nysseligste Ben, visker sig om Snuden, spejler sig i Ruden.
Skinner Sol i Stuen ind, vaagner Mis i Karmen, standser Mundens travle Spind, mærker Sult i Tarmen, ta'r sin Søndagshale paa, lister ud blandt Græs og Straa, søger Musens Rede for dens Børn at æde.
Hanen er en farlig Fyr, svanser rundt og praler, hopper op og gjør Postyr, bander, saa det galer. Hønen siger kun saa lidt, men hun tænker sikkert sit, vralter ind i Bøvlen og gjør Æg i Vrøvlen.
Vædderen, den tykke Bels, vil Smaadrenge stange, Faaret i sin hvide Pels bræger over Vange. Ved den blanke Mosedam klipper Mor det lille Lam, saa faar Mama Klokker, saa faar Søster Sokker.
Kippekalven har det godt, den skal ej i Skole, faar saa tit en Havretot af den store Ole, slippes ud paa Engen grøn, finder Verden lys og skjøn, drikker Mælk af Spanden og faar Horn i Panden.
Koen staar i Kløver tæt mellem Høns og Humler, æder sig saa trind og mæt, lægger sig og gumler, letter snart sin dovne Krop, stikker Halen lige op, render over Ende Bedstefar og Svende.
Føllet gaar saa strunk omkring, pytter ad det hele, gjør saa kaade Hop og Spring, kjender ej til Sele; ved sin Moders Patte faar det en dejlig Mælketaar, og i Bondens Havre æder det sin Davre.
Store Heste lider jeg; naar til Vands de drage, da vil store Ole mig op paa Hoppen tage. Og naar jeg er blevet stor, ager vi til Bedstemor. Lotte gaar ved Lisken; saa skal jeg ha' Pisken.
4/8 1896.