ARBEJDERSØLVBRYLLUP.
Reading edition
Femogtyve lange Aar hvirvled Sne i tynde Haar, lagde Rynkespil om Øjet, magred Kinden, Ryggen bøjed —saadan skreves Livets Kaar.
I en Tid, hvor alting brast, holdt I ved hinanden fast; I har ej jert Sind forandret, trofast har I Vejen vandret uden Vaklen Haand i Haand.
Sorgen kom som hyppig Gjæst, Sygdom røved Lønnens Rest, Vaagelampens spæde Flammer lyste fra jert snævre Kammer mangen søvnløs Midnatsstund.
Øde Nætters Barnegraad gjorde ofte Kinden vaad; tit har I med stille Vaande lyttet efter Barnets Aande, naar paa Trappen Døden stod.
Dog for den, som haaber fast, aldrig rigtig Lykken brast; Sorgens Dag og Graadens Nætter, bange Sjæles Rædsel sletter Evighedens Finger ud.
Gjorde Troen Gangen let, da har Tvivlen tabt sin Ret; bar I bedre Livets Kulde; satte trygg're Fod i Mulde, da var Troen Lykkens Ven.
Solen i Guds klare Dag fandt vel ogsaa eders Tag, blinked skjælmsk paa Blomst bag Rude, leged ømt paa Vuggens Pude, titted ned i Barnets Drøm.
—Femogtyve svundne Aar her med Stav i Haanden staar, hilser tavse paa hverandre, nikker mod jer, før de vandre ind til Evighedens Kaar.
Decbr. 1902