JAGTAFLYSNING.
Reading edition
Nu ages langsomt hjem det gule Korn, og Jæg'ren støver af sit Krudehorn; paa Turnipsmarken mellem Brak og Sæd der sidder Haren vejrende og ræd; thi den har hørt det vilde Varselsbud, der hedder Jagtsæsonens første Skud.
Jeg lider ej det fejge, skumle Knald, der bringer fattigt Dyr til Død og Fald; og derfor raaber jeg til Jenles Harer: Bliv smukt hos mig, her lurer ingen Farer! Blot I paa eders lange, laadne Bagben kan naa min Skjelgrøft bag de røde Tagsten, da skal I gaa paa Jenles Kløvermark saa trygt som hist engang i Noæ Ark!
—Du lille Hare paa den bløde Fod, du tog vel aldrig Præmie for Mod; du vælger Flugt, hvor Kampen ej er lige; det gjør selv Jæg'ren i Alverdens Krige. Naa, lad dem skjælde dig for hvad de vil, du hører dog det danske Landskab til.
Her glæded du mig mangen Morgenstund, naar Bølgens Skvulp gik blødt om Vigens Rund, og Anden dykked ned til Fjordens Bund for Motorbaadens fjerne Skruelarm; da stod du som en Stribe for min Karm! En mørkgrøn Sti du gjennem Duggen drog, den vaade Kløver dig om Øret slog, en daglys Stemning jog med dig forbi. Fra dine Poter stænker Poesi!
Thi lyses herved Fred om dig og dine! Her skal ej Haglen dig om Øret hvine. Du muntre Løber for min Gud: Naturen, jeg vil ej se dit Blod i Agerfuren,
jeg vil ej finde dig i Haslens Læ med Laaret knust, med overskudte Knæ. Spring du som hidtil over Jenles Banker saa Fri, saa glad som mine egne Tanker!
Naa, denne lange Harepoesi for Høstens Aasyn konkluderer i, at kommer her en Mand med Bøss' og Taske, han skal gesvindt med mig til Fogden traske! Om Søndagsjæger eller Hverdags-Skyder han rammes her af Lovens: "Jeg forbyder!"
Jenle 29/8 1907.