SØREN OLESEN.
Reading edition
Gamle Søren, lad mig mindes end en Gang med Pen i Haanden, hvad du var for mig og mange, mens du selv var ung i Aanden:
Bred paa Foden, bred om Lænden, bred og djærv og tung i Talen; Stemmen blød og vemodssløret som et Aaløbs Fald i Dalen.
Intet Hovmod, ingen Fraser, stille Ord om Kristensynet, og to milde, brave Øjne ærligt lysende bag Brynet.
Ordet sank i aabne Hjærter blødt som Hattedug paa Kornet; intet Brøl i Domsbasunen, intet Hyl i Helvedhornet.
Og tilsidst, naar Talens Mildhed havde Sindene bevæget, svam og bølged Salmens Toner varmt igjennem Kjæmpeskjægget.
Stærkest var du, naar du talte Hjærtets Sag bag Bjælklofter, hvor Forsamlingen og Ordet begge gik i Bondekofter.
Der hvor Rævekløgt og Goldhed svinger Klokken hist paa Tinge, fik din Tale noget nedstemt, som de golde kaldte "ringe".
Men for den, der sad og hungred efter Ærlighed alene, var dit Ord imod de andres ogsaa her som Brød mod Stene.
—Gamle Søren, tunge Sorger tynged paa din gamle Nakke; længe saa jeg paa dit Aasyn, at dit Held gik ned ad Bakke.
Skjælmen lo endnu i Øjet, men med Skjælmen kjæmped Taaren; nu er Kampen altsaa sluttet, og dens Udfald nævnes: Baaren!
30/7 1902.