SMEDEN OG MISSIONÆREN.
Reading edition
Den raske Smed har alt optændt sit Baal, og Hamren danser paa det røde Staal, mens Smedjens Rum af Gnistesværme fyldes, og Loftets Sod af Flammerne forgyldes.
Og ude i den blide Foraarsdag ned fra hans gamle Hyttes skjæve Tag der lyder Fløjtetriller, det er Stæren. Da træder over Tærsklen Missionæren.
Vor Smed ham hilser med et Nakkekast, imens Hans Fromhed taler haardt og hvast om stakkels Syndere i Djævlens Vold, om dem, der rystes rundt i Satans Sold, om Ordets Under os om Verdens Salt og Bønnen, der har Lægedom for alt.
Vor raske Smed har ladet Hamren synke, og over Panden tegner sig en Rynke.
"Hvad taler du om Synd og evig Død; jeg maa vel skaffe mig og mine Brød; thi den Maxime gjælder kun hos eder, at den faar gratis Brød, der flittig beder.
Hvad Troen angaar har enhver vel sin; hvorfor bebrejde mig, jeg ej har din? Du beder sammenkrøben i dit Kammer, jeg beder her med Haanden om min Hammer. Og hvem kan vide, Præst, maaske dens Klang naar højere end eders Salmesang.
Men lad mig nu i Ro, for I skal bede, men jeg",—han pirred op i Ilden—"jeg skal smede".
Ad øde Veje svinder Missionæren,— men bag ham hamrer Smeden, fløjter Stæren.
25/1 1898.