← Table of contents
Samlede Værker, Første Bind

NAAR RUGEN SKAL IND.

Reading edition

Nu er det længe siden, men end det gjemmes i mit Sind hvordan i Barndomstiden den kjære Rug kom ind, hvordan dens kjærnetunge Top ved Moders svage Kræfter blev lagt i Lugen op.

Først bredte Mor et Klæde saa ømt som nogen Højtidsdug; der maatte ingen træde med Sko i Høstens Rug; saa fejed hun med Limens Rest hvert snavset Straa tilside som for en Hædersgjæst.

Den kjære Rug var Gjæsten, som gjorde hvert et Barn saa spændt; se, Far han lægger Vesten og sér saa indadvendt: En Skjælven i et ydmygt Sind, en Bøn til Altets Skaber, før Avlen bringes ind.

Saa fatter Far om Spaden og graver i det gule Klæg to Huller langsmed Laden foran den hvide Væg: i dem skal Vognens Fælger slaa og staa som i en Fælde, til Væltningen gaar paa.

—Og Vognen værdigt skrider; det første Læs for Lugen staar; ud fra dets tunge Sider saa dybe Skygger slaar. De varme Øg i Nip og Nap af Moders milde Hænder faar Ax og Mule-Klap.

Og alle Hænder jager, og alle Fødder er i Rend; i Støvet Læsset brager for brede Rygges Spænd. Højt svinger Hjulet som et Rat, og paa dets Drejeskive har Børnene sig sat.

Mor ta'r paa Neget Sæde og linner lidt ved Baandet skjørt; "Det er endda en Glæde, naar Kornet er saa tørt!" Og med sin matte spinkle Arm hun løfter Rugens Tvilling ind ad den lave Karm.

Og Neg for Neg forsvinder og bliver under Bjælken sat; og Far faar røde Kinder og Spindelvæv om Hat. Men Mor er lige hvid og bleg, hvormeget hun end stræber med Rugens tunge Neg.

Det gaar mod Aftentide; snart skinner Maanen fuld og rund paa Gavl og Vægge hvide og ned i Vognens Bund. Mor standser træt og titter ind; Far kommer hen til Lugen og klapper hendes Kind.

Og Barnet, som har løbet sig træt i Dagens muntre Leg, det er nu stille krøbet ind under Hjulets Eg; dér høres dette skarpe Knald fra Vognens Fjæl mod Sandet af Ørentvistens Fald.

Og mellem Hjulets Eger gaar Stjerneblink og Maaneskin, og milde Vinde hveger, mens Barnet slumrer ind. Saa slutter Far i Jesu Navn, og Hjemmet gaar til Hvile med Høsten i sin Favn.

15/2 1906.

[Footnote: Lime, Kost af Rævlingris; Tvilling, Dobbeltneg; hveger, en blødtflakkende bevægelse.]

Explore with AITake your curiosity a little further.

Reading settings