JULEAFTEN.
Reading edition
Og Far gaar rundt paa Loen og ryster Halm og Havrestraa, han bærer Vand til Koen og Mælk til Kalve smaa; han stikker Hø i Faarets Hæk og stryger det om Kinden, imens han glider væk.
Og Katten staar paa Hjaldet og strækker Hals og springer ned og mjaver lidt i Faldet af bare Kjælenhed; og Hakkelsemaskinens Hug de skjærer gjennem Kvælden som haarde, tunge Suk.
Og Far han ta'r nu Limen og fejer op og rejser Vind, mens Sølver-Maanestrimen staar over Tærsklen ind; han skifter Halm i sine Sko og sætter Pind for Døren og skjænker Kvæget Ro.
Saa staar han lidt og grunder med Øjnene mod Jorden vendt; han gi'r sig gode Stunder, for nu er Dagen endt. Fra Ladetagets gamle Skjæg det drypper støt og stændigt mod Syldens gule Klæg.
Saa gaar han hen til Hunden, der vogter bønligt paa hans Færd: "Hvorfor skal du staa bunden, nu Julen er saa nær!" Dens Lænke klang mod Stenen brat Pasop kan næppe sanse, han springer som besat.
Men bag de lave Ruder der vikles Dug af Mangelstok; paa Risten Stegen spruder, og Mor har sat sin Rok. En Krans af Gran om Spejlet gaar, trearmet Julelyset paa Messingstagen staar.
Stadstøjet frem er hentet, og Ovnen staar paa blanke Ben, med Sand er Gulvet strentet helt ud paa Trappens Sten, og over Bedstemoders Stol der straaler Strygejærnet mod Loftet som en Sol.
Saa træder ind i Stuen besindigt Karl og Arbejdsmand og skubber langsomt Luen ind over Bænkens Rand; de spejder langs det hvide Bord os rokker sig til Sæde foruden mange Ord.
Mor titter frem bag Klinken, af Skorstensilden rød om Kind. Far kjender hendes Blinken og henter Flasken ind; det stemmer alle Sind i Dur, den klare, gyldne Vædske er farvet med "Tinktur".
—"Fik Øget nok at æde, og har nu Koen ingen Savn, saa sæt jer kun til Sæde enhver i Jesu Navn; med sulten Mund er ingen glad, men der er langt til Bunden i Julens Sulefad."—
Snart høres Skeer klinge, og hvert et Sind er mildt og mæt, og Duftens fede Ringe omslutter Skaren tæt; og Pudlen med det laadne Bryst ser op fra Bordets Tremmer i lækkersulten Lyst.
Men ude drypper Taget, og Himlen staar saa høj og kold; selv Maanen er nu draget med Lygten Gud i Vold. Men langs den mørke, vaade Jord staar tusind Lys og blamrer fra Bønders Julebord.
24/12 1902.