HEDELANDET.
Reading edition
Du sære Land, du mørke Land, med Faaredrift og Studespand, med ilde Avl i Sandjordstavl, med Stormes Gys om Grund og Gavl!
Dit lave Træ fik kroget Knæ i Vestenvind og Østenlæ; din Byg frøs ud i Nordenslud, til skurvet Jord for skarp en Lud.
Din Bedeflok har Tæger nok, men rag og strid er Uldens Lok; dog Faders Sok og Søsters Klok ved den fik Traad paa Moders Rok.
Et magert Land, et fattigt Land, og jævnt—i mer end een Forstand; skjønt nok af Sten langs Agerrén, du har af Klipper ikke een.
Din Arv er Sand, dit Raab er: "Vand!" Skjønt ogsaa her sies Mælk af Spand; blev Solen hed og Kosten led, den bragte tit en Skorpe ned.
Din Lyng var høj, din Al var drøj, og Rydningsværket ingen Spøg, men Ilden sved, og Spaden bed; om Resten ved hvert Barn Besked.
Den jydske Mand, som her tog Land med langt til Gud og langt til Vand, hvor holdt han ud i Ugers Slud, naar al hans Trøst var Ko og Stud?
Saa spurgtes tit; han grunded lidt og svared saa: "Hvem vælger frit! Jeg fødtes her i Hytten der bag Kaalgaarddigets Poppeltræ'r.
Der leved Mor, til jeg blev stor, saa fik jeg Hyttens Gjæld og Jord; et brydsomt Værk! men jeg var stærk, og jeg tog Skæbnen i dens Kværk.
Og Hytten her den er mig kjær, naar Sperglen gror og Rugen drær; dens Karm er vind; men Solens Skin naar selv ad skjæve Ruder ind."
Med slige Ord din jydske Bror vil møde dig paa stormslaaet Jord, hvor Hytter smaa med Lyng for Straa i Dag slaar Kreds om Heden graa.
"Et øde Land". Et herligt Land ned Lokesæd og Hedebrand i Byger døbt, i Storme svøbt, i egne store Former støbt!
20/7 1901.