DEN GUD JEG BEDER TIL.

Den Gud, jeg beder til i Løn —som ej i Himle bor— han elsker mer een tænkende end tusinde, som tror.

Han hader Lugt af Bukkefedt og svedent Lammekjød og trænger ej til Styrkedrik af Nektar eller Mjød.

Hvor Offerflammens fede Røg fra Stenen lang og ru besudler Himlens klare Blaa, der fly'r han fra med Gru.

Hvor Præstehaanden ringbesat slaar ned i Prækestol, jeg fandt ham ej, men, o saa tit i Aftnens milde Sol.

Naar Dagens sidste Fakkelblink belyste Fjord og Vig, bag kobberrøde Skyers Rand jeg saa hans Kjortelflig.

Og dette milde, varme Pust, jeg følte mod min Kind, se det var Gudens Aandedrag, og ikke Nattens Vind.

Og saa jeg fra den høje Bro dybt i den dunkle Aa, jeg saa hans Aasyns milde Træk blandt Bundens Stene staa.

Og gik jeg i den tavse Skov omkring i Maanens Skjær, jeg følte i den mindste Ting, at Guden var mig nær.

Hans Stemme lød i Bækkens Sang, i Agerhønens Kluk, i Musens Pip paa Grøftekant, i Andetrækkets Suk.

Og dette brede Himmelhvælv saavel som mindste Dam, den tavse Skov, det vide Hav, alt er det fyldt af ham.

Hans Kirke spænder ud sit Telt med Stjærner Himlen rundt; den brede Jord er Nadverbord, og Havet Døbefont.

Dybt bøjer jeg mit Knæ for ham tæt ind ved Havets Bred og be'r af alt mit unge Mod her midt i Nattens Fred.

Og styrket styrer jeg min Vej og følger Kaldets Bud i aldrig rokket Tro paa dig, Naturens stærke Gud.

Kjbh. Novbr. 1895.