DE UNGES FORENING.

Unge Mand med staalsat Hu, Led i denne ny Forening, vover du at ha' en Mening og er ej halvfjerds endnu! Véd du ej, at Visdomstanden bryder sent og langsomt ud? Først naar Kalv faar Horn i Panden, agtes den for fuldgod Stud. Jo, du véd det altfor vel, thi du faar det tit at mærke, hvor Instinkterne er stærke til at slaa alt ungt ihjel. Først naar noget stort er skimlet, og dets Ophavsmand er himlet som Fornægter af det ny, faar hans Tanke Verdensry. Var det ikke Gorm hin Gamle, som fandt paa det Land at samle, og som skjænked' det sit Præg: side Kofter, hvide Skjæg! Oldingfærd og Oldinglader møder os paa Torv og Gader, og blandt Thingets Stolerader bliver Oldingvisdom Lov. Og saa siger man dog frækt, vi den nye Tid skal bære. —Takker for den store Ære; men man gjør saa tung dens Vægt! Danmarks Ungdom! altid skuffet, altid hundset, traadt og puffet, kan du kæmpe end en Stund, kan du værge dine Skarer mod det danske Hang til Blund og fra Rolandshornets Bund lokke nye Klang-Fanfarer! Ak, du tier; men jeg ved Smilets Mening paa din Læbe: Nytter det, vi fremad stræbe, naar vi bagfra hugges ned? Bar vi ej mod Højdens Tinder tit en jævn og lavfødt Mand, bar ham glad med røde Kinder, saa' hans Fødder Fæste finde, Saa' ham—uden Tak at svinde, mens vort Hjærte stod i Brand! Løftet did til Ærens Top drog han Stigen med sig op, skyndte sig at kaste Dragten, som han før blandt Brødre bar, mens hans nye Skrædder skar den, han bærer med Foragten!

Det er slige Drab man mindes, Drab af tro og Fremgangsmod, indtil Skammen i vort Blod sammen med vor Ligkrans tvindes. Disse Nævestød i Siden, denne Marsch foruden Rast, disse Haab, der altid brast, gjorde os til Mænd før Tiden. Og som Mænd i egne Klæ'r, Mænd, der ej for Trusler viger, Mænd, der ingen Dødsed sviger, er det, at I ser os her. Er vi end lidt stram om Kinden, vi har Munterhed forinden, Mod til Skjæmt og Raad til Sang om en knækket Fanestang. Og vi véd, hvad Vej vi vil! Maalet, som vi sigter efter, som vi gav de unge Kræfter, er saa retfrem-ligetil. Vi vil ikke lege med, der, hvor Riflen sætter Prikken over Verdenspolitiken, vi vil ikke Krig—men Fred; men for Fredens Skyld kan hænde maa en Dag vi Bavnen tænde.

Hold jer muntre, hold jer vaagen, Samlingsraabets dumpe Gjald kan med Raaddenskabets Fald lyde brat som Skud i Taagen; Reaktionens danske Hund hyppigt sig paa Halen Sætter, tuder i de lyse Nætter stygt mod Maanens blege Rund. Russervældets Bjørnekuld har nu Labben godt i Klemme, nægter sig for alle hjemme —uden for Hr. Rothschilds Guld. Bonden rykkes fra sit Blund, ser sig rundt med stille Glæde; thi hvor Ulve Ulven æde, er der ingen synlig Grund just for Lammet til at Græde.

Men lad andre sætte Prikken over Verdenspolitikken, naar vi dér har leget med, blev vi altid ladt i Stikken.

Nej, Programmet, som er vort, er kun jævnt og hjemmegjort, hentet—ej fra Lærestole, men fra Livets haarde Skole.

Vi har læst det i dit Øje, stakkels fattigklædte Mor, naar du ved det grove Bord lappede vor Barnetrøje— set det i dit Alvorsblik, Far, naar du kom hjem fra Mosen, lændekrum med Dynd paa Hosen, brudt af tusind Spadestik. Kravet var de simple Ord: Ret til Stemme, Ret til Jord! Ingen Greve er saa stor, at han kan os Vejen spærre; thi det kan end ej Vorherre, om han vil,—hvad Skjælme tror. Slaa da Fylking om jer Sag! Lad dem ej jer Ret fornærme! Langt fra Døgnets Gøgl og Bærme, midt i Støj og Stempelslag skal I finde Kampens Flag gjemt i Arbejdsblusens Ærme!

Sjørup. 27/7 1906.