Sorø, 20. Juli.
Reading edition
Tusind Barndomsminder mylrer frem fra hver Plet hernede. Her var det, at Erik og jeg i Ferierne flakkede om sammen, paa Roture i Søen og paa Fuglejagter i Skovene.
Det staar der endnu, det gamle Egetræ, der fyldte min Barnefantasi med den mørkeste Rædsel og alligevel drog mig til sig. Det gamle, sært forvoksede Træ, hvis Grene vred sig som værkbrudne Kæmpelemmer og som husede hele Hærskarer af Luftens graadige Proletarer, de fattigklædte, altid utilfredse og skrigende Raager.
Her ved dette Træ var det, at Erik udførte en Bedrift, som vakte baade Skræk og Beundring hos mig.
En Dag, vi kom derhen, fandt vi Raagehæren i det vildeste Raseri. Under raa, hadefuld Skrigen jog den i sorte Skyer frem og tilbage over Træets Krone. Jeg klyngede mig angst til Eriks Arm og spurgte, hvad der var paa Færde. Han pegede op og sagde: »Se, Uglen dér! Det er den, de vil myrde.«
Nu saá jeg den, den tunge, bløde Fugl, der i blind Rædsel — af og til udstødende et fortvivlet, skingrende Kampskrig — baskede frem og tilbage mellem sine Dødsfjender. Allerede bar den Mærker af deres Angreb, dens Fjer dryssede gennem Luften.
»Frels den!« raabte jeg til Erik.
Da bøjede han sig ned, greb en skarp Flintesten, tog hastigt Sigte og slyngede den. Uglen slog et Par Slag med Vingerne, saa foldede de sig sammen, og tungt sank den død til Jorden, nogle faa Alen fra os. Et Øjeblik forstummede Raagerne. Saa begyndte de igen, først enkeltvis, ligesom forundret spørgende, derpaa i truende, forbitret Kor, der rettedes mod os. Og da Erik tog den døde Ugle, og vi gik bort med den, fulgte den opbragte Raagehær, hvis Bytte vi havde røvet, os med hæse Hævnskrig. Med Stenkast, Klappen i Hænderne og Raab skræmmede Erik den af og til et Øjeblik tilbage. Men straks efter tog den fat med fornyet Kraft: nærmere og nærmere, lavere og lavere fløj den, og tilsidst var jeg saa ude af mig selv af Angst, at jeg benede af det bedste, jeg kunde, og smittede Erik med min Forskrækkelse, saa han ogsaa i Løb flygtede for de rasende Fugle.
Men fra den Dag af nærmede jeg mig aldrig uden Hjærtebanken det gamle Raage-Træ.
Og endnu igaar, da jeg var derhenne, syntes jeg i Fuglenes Spektakel at høre Trusler om Hævn, og jeg ønskede, at jeg havde haft Erik ved min Side til at beskytte mig.