16. Juli.

Sorgen forsvunden er, Glæden paany oprunden er. Vi har forklaret os og forsvaret os. Vi har tilsidst sluttet evig Fred og beseglet Freden ved virkelig uskrømtede Favntag og Kys, der hverken var Broder- eller Judaskys, men rigtige, oprindelige Kys, dem, Adam og Eva i sin Tid tog Patent paa.

Det blev mellem vore Festdage en af de smukkeste. Netop den mørke Baggrund og den alvorlige Begyndelse gav den en særegen Charme. Vi følte begge ligesom Trang til at bøde paa udstandne Genvordigheder ved at være ekstra gode mod hinanden. Han var ganske som hin første Dag, jeg besøgte ham, ligesaa ridderlig og fin, ligesaa vagtsomt og varsomt ordnende Alt til mit Behag, indsvøbende mig i en Luft af den ømmeste Hensyntagen.

En mildt vemodig Stemning — en Solnedgangs-Stemning — fik Dagen tillige, fordi det var vort sidste Møde inden min Afrejse til Sorø, hvor jeg skal være tre Uger sammen med Moder.

Det er tungt at skilles fra ham. Var denne Dag ikke kommen, som den kom, skulde ingen menneskelig Magt drevet mig bort fra hans Nærhed. Nu tør jeg rejse. Denne Dags Minder vil lyse over min Ensomhed. Jeg véd, at hans Kærlighed er uforandret.

Og af min mindre vellykkede Vedbæk-Tur kan jeg nu le. Du gode Gud, hvilken Martyr jeg den Dag var i mine egne Tanker — ikke mindst, fordi jeg, uden Penge i Lommen, maatte vanke sulten om, mens han — naturligvis! — fraadsede i de lækreste Sager.