7. Juni.
Reading edition
Jeg var i Formiddags paa Posthuset og hentede følgende poste restante-Brev:
Vedbæk, 6. Juni, Aften.
Du kære Barn! Véd Du, at Du forkæler mig, og at jeg slet ikke fortjener det? Da jeg ved min Ankomst blev modtagen af dit meget søde, altfor søde Brev, følte jeg mig baade glad og skamfuld. Jeg er — det er ingen Frase — ude af Stand til at gøre Gengæld, som Du fortjener det. Særlig er jeg en saare klejn Brevskriver, medens Du, som saa mange Damer, er en Mester i at forsende Dig selv i en Konvolut. Jeg forsikrer Dig, at da jeg aabnede dit Brev, var det, som om Julie lyslevende hoppede ud i Stuen og med begge Armene om min Hals fortalte mig en Mængde allerkæreste Ting.
Jeg skal nok skrive ofte til Dig, men Du maa nøjes med korte Hilsener. Land-Dovenskaben har allerede grebet min Hjærne, saa jeg ligefrem med Skældsord maa drive mig til at lave en grammatikalsk og ortografisk rigtig Sætning. Det eneste, min Hjærne i en Fart kan udtrykke, er, at jeg er meget forelsket i Dig og at jeg længes efter den 15de, naar jeg som Terminsherre gæster Hovedstaden.
Vi bor i et Hus, der er knapt saa højt som vi selv, men som ligger fuldkommen dejligt lige ved Begyndelsen af Skoven og ejer en Billedsamling — Fremstillinger af himmelske og jordiske Berømtheder —, der i Forening med Sødmælk, Svinesti- og Tang-Duft samt Sengegang Kl. 10 lutrer min Sjæl til en maabende Barnlighed.
Uden at blues ender jeg da med alle Kærlighedsepistlers yndefulde Slutningsformular: »1000 Kys og Hilsener sendes Dig, min elskede Pige, fra din Dig
oprigtigt elskende A.«