21. Februar.

Imorges — Gudskelov tog jeg selv mod Posten — Rykkerbrev fra min Skomager. Seksten Kr. skylder jeg ham for de Laksko, jeg købte til Ballet hos Eriks Onkel og som Moder troede jeg betalte med de Penge, jeg den første Februar fik af Grevinde Bjørneklo.

Desværre nej. Thi jeg er i Pengesager Verdens letsindigste Menneske. Pengene fra Grevinden skyldte jeg min Syjomfru, og det Skrog erklærede, at hun ikke kunde vente længer.

Nu sidder jeg net i det. Jeg har opgjort min Status, og den udviser følgende Passiver: 16 Kr. til Skomageren (maa betales meget snart), 5 Kr. til Handskemageren (taaler ejheller lang Henstand) og 5 Kr. til Christiane — ialt 26 Kr. Af Aktiver har jeg i kontant Beholdning 1 Kr. 50 Øre, og forresten intet. Med Grevinden er jeg færdig, og foreløbig har jeg ingen ny Bestilling. De ti Kroner, jeg hver Maaned faar af Forældrene, forsvinder som Dugg for Solen.

Hvad skal jeg dog gøre? Moder kan ikke hjælpe mig, og desuden tør jeg ikke tilstaa, at jeg har ført hende bag Lyset. Skulde jeg forsøge Bedstemoder? Men det er saa vanskeligt at forklare sig overfor hende; jeg er bange for, at jeg vilde blive stikkende i det.

Jeg véd jo nok, hvor jeg kunde faa Pengene. Erik vilde saamæn ligefrem blive glad, hvis jeg bad ham hjælpe mig. Men jeg skammer mig ved at komme til ham. Og vilde han ikke misforstaa det? Ja, hvis jeg var forlovet med ham. Men nu! Nej, nej, for min egen Skyld gaar det ikke an.

Det er ogsaa utaaleligt at være ung Pige. Til alle Sider og paa alle Maader er man afhængig — socialt, moralsk og økonomisk. Havde man bare Penge nok, saa forresten pyt med det andet. Saa kunde man gøre, hvad man vilde. Tænk, hvor dejligt at være fri for Gæld og ikke behøve at nægte sig noget! Ikke behøve, hver Gang man trænger til et nyt Stykke, at skulle gaa til Moder, som saa atter maa gaa til Fader, som brummer og giver Ondt af sig og siger Nej ti Gange, inden han rykker ud med Pengene. Hvor ækle saadanne Penge er, som man bogstavelig maa tigge sig til, og som kastes til En med vripne Miner.

Naturligvis, jeg kunde gifte mig med Erik. Saa var jeg ude over alle Vanskeligheder. Erik vilde ikke nægte mig noget. Han vilde med Glæde opfylde mine smaa Ønsker; han vilde gærne se mig saa fin og smuk som muligt.

For to Maaneder siden var jeg ikke i Tvivl om, at jeg vilde gifte mig med Erik. Jeg synes, det var ligesom en forudbestemt Ting, der ikke kunde ændres.

Men da han saa kom, tøvede jeg. Og nu synes jeg, det er saa rent umuligt. Ligesom at smide mig hen, ligesom at give Afkald paa al større Lykke — blot for at redde mig ud af Hverdagslivets smaa Ubehageligheder.

Sagtens er det kun taabeligt Fantasteri. For hvad venter der mig af anden, større Lykke? Men dog, jeg kan ikke. Saa faar det gaa, som det vil.