1. September.

Han svarer mig:

»Nej, Julie. Du maa ikke sende mig saadanne Breve. Som jeg lærte Dig at kende, som jeg mindes Dig og tænker paa Dig, staar Du for mig i et Skær af ubevidst Sjælsadel: en fin og udsøgt Natur, der ikke spurgte om Borgerskabets Vedtægter og Fordomme; et fint lille Menneske, der ikke blev simpel ved at handle paa Trods af det pæne Selskab, men tværtimod derved udvikledes til en ejendommelig Overlegenhed.

Nej, Julie, det kan ikke være Dig, som har sendt mig det Sypige-Brev, der tog dit Navn forfængeligt. Hvor skulde Du stolte, rene, søde Pige have lært de hektisk forhippede Ord?

Jeg har — jeg véd det — handlet blodig ondt imod Dig. Men det, Du nu gør mod Dig selv, er tusind Fold ondere.

Min egen Ven, min Sjæls yndigste Minde og Veninde, jeg sørger over dit Brev som over en Vandalisme, som over et af unænsomme Hænder skændet Kunstværk. Mere end det: Jeg føler Skam paa dine Vegne. Og jeg synes, at det er det sørgeligste, jeg har oplevet.«

Jeg har skrevet for sidste Gang til ham.

»Tak for dit Brev. Det gjorde ondt, saa jeg segnede under det; men jeg fortjente Slaget, og det har gjort sin Nytte. Tro ikke, at jeg føler det som en Nedværdigelse, at jeg har lagt mig i Støvet for Dig. Men det var tarveligt af mig at ville paatrænge mig Dig, da jeg dog burde have forstaaet, at Du ikke for nogen Pris vilde have mig længer.

Jeg beder Dig af mit ganske Hjærte om Tilgivelse. Jeg har jo vidst det hele Tiden: jeg havde intet at fordre af Dig. Selv kom jeg til Dig, selv gav jeg mig til Dig; Du bandt Dig ikke ved Forpligtelser og Løfter. Men Du var usigelig god imod mig. Du var altfor god og kær. Dette er min eneste Undskyldning for, at jeg ikke nu kunde slippe Dig.

Men inden vi skilles, skal Du vide helt ud, hvor taabelig og hvor ufin jeg har været i mit Forhold til Dig. Lige fra den første Dag har jeg ment, at det skulde ende med Giftermaal. Naar jeg sagde til Dig, at jeg intet Ønske havde om, at vi skulde gifte os; naar jeg ovenikøbet forsikrede, at jeg vilde ansé det for Galskab — da løj jeg. Al min Higen og Tragten var kun rettet mod dette ene: at binde mig saa inderligt til Dig, at Du en skønne Dag bad mig om at blive din Kone.

Jeg er ikke den fornemme, overlegne Pige, Du har digtet mig til. Bag al min dristige Handlen har først ubevidst, siden ganske bevidst, ligget den fejge borgerlige Hensigt at opnaa legitim og præstelig Velsignelse af vor Forbindelse.

Min Beregning mislykkedes ynkeligt. Jeg har i disse Dage spurgt mig selv, om jeg ikke netop valgte den forkerteste Vej, om jeg ikke ved en mere tilbageholdende Kærlighed kunde naaet mit Maal.

Men jeg tror, at jeg valgte den eneste Vej, jeg kunde vælge, fordi jeg alligevel elskede Dig saa højt, at jeg ikke kunde have sjakret mig bort til Dig i smaa Stykker paa det dyreste Bud.

Mit Spil er tabt, men jeg angrer det ikke. Hvor fattigt end mit Liv i Fremtiden vil rinde, den Indsats, jeg har givet Dig, er ikke mistet. Fattig vil jeg sidde i rigere Minder, end nogen Anden i Verden ejer, og altid, hvordan det saa gaar, vil jeg velsigne den Dag, jeg blev Din.

I Letsind kom jeg til Dig. Tungsindig er jeg nu, Du lader mig tilbage. Meget tog Du, men meget gav Du, Du min mægtige og elskede Herre, Du min hvide Scheik, min Ungdoms Drøm og dens smærtefyldte Lykke.

For Alt takker jeg Dig, for din rige Naade og din strænge Straf.

Højt stræber Du og dristigt rider Du. Ej ænser Du, om Du paa din Vej træder Sand eller Blomster. Gud gøre din Sejrsgang let og lys.

Julie.«