10. Marts.

En evig Uro er over mig. Hver Dag jager afsted med mig i et Virvar af Angst og Dødsforagt, himmelblaa Jubel og sort Fortvivlelse. Hvor bærer det hen? Hvad vil jeg, og hvad vil han med mig?

Men gennem det Altsammen skriger evigt tilbagevendende det angstfulde Raab: Elsker han Dig? Er han blot forelsket i Dig en Smule mere end i hvilkensomhelst anden ung Dame, han møder paa sin Vej?

Jeg var hos ham igen igaar. Jeg havde haabet, at han vilde sige noget, som kunde give mig Klarhed. Men han var stadig den samme: god, kær, bedaarende sød, men saa uendelig passiv, saa vigende og tilbageholdende.

Jeg prøvede mig dog frem. Jeg spurgte: »Hvad troede De egenlig, da De i sin Tid fik det Brev fra mig?« »Jeg troede, det var en Dame, der var forelsket i mig!« svarede han roligt. »Men da De saa fik at vide, at det kun var et Væddemaal, hvad saa?« Han kiggede smilende paa mig, inden han svarede: »Naar jeg skal være ærlig, troede jeg ikke et Øjeblik paa det Væddemaal.« »De troede altsaa alligevel, at jeg var forelsket i Dem?« — »Nej, men da jeg havde set Dem, ønskede jeg, at De maatte blive det.«

Jeg tav lidt. Saa vovede jeg mig frem med følgende Spørgsmaal: »Og hvis jeg nu virkelig blev forelsket i Dem ... (løgnagtigt) jeg er det ikke, det beder jeg Dem tro ... men hvis —« »Saa vilde jeg være forfærdelig glad.« »Men det vilde være Synd for mig, for De ... De ...« Nu var det, han skulde have sagt det Ord, jeg haaber og venter paa; men istedetfor svarede han kun, ligesom afsluttende den Diskussion: »Kære De, Spørgsmaalet foreligger jo desværre ikke. Men jeg indskærper Dem atter, hvad jeg fra første Færd har sagt Dem: De risikerer intet af mig. Jeg vil aldrig bede Dem om mere, end De selv frivilligt vil give mig. Jeg overlader Dem fuldkomment at dirigere vort Forhold. Jeg er glad og taknemlig over, at De kommer og besøger mig som Veninde; det er mig en Nydelse blot at se Dem her i mine Stuer. Men (smilende) skulde De en Dag byde mig noget mere, vilde jeg være meget lykkelig.«

Paa en vis Maade er det naturligvis pænt og korrekt af ham, at han intet forlanger af mig. Alligevel, hvis han for Alvor var forelsket i mig, vilde han saa være saa »hensynsfuld«? Og er Hensynsfuldheden andet end Forsigtighed, Angst for Ansvar og Ubehageligheder?

Undertiden, naar jeg tænker paa ham, føler jeg en rasende Lyst til at gøre ham noget ondt, sætte Neglene i hans Ansigt og flaa Masken af ham ... rive, slide ham i Stykker for at se, om der ingen Lidenskab er bagved. Mon han kan le rigtig højt, mon han kan græde, mon han overhovedet kan føle stærkt som andre Mennesker? Jeg kan i mine Tanker hade ham — hans evindelig smilende Elskværdighed, hans uforstyrrelige Overlegenhed, hans uantastelige Korrekthed. Han er en Mekanik, intet Menneske med Blod, Hjærte og Nerver.

Men jeg véd det: naar jeg ser ham, naar jeg sidder hos ham, saa synker alt mit Oprør viljeløst ned for ham, han stirrer mig al Modstandskraft ud af Sjælen med sit sikre, smilende Blik, og hans milde, faste Ro behersker mig, saa jeg ikke har anden Tanke end at gøre ham til Behag, ikke anden Lyst end at bøje mig under ham og lyde ham.

Han siger, at jeg skal dirigere vort Forhold. Véd han da ikke, at han har mig i sin Haand og kan gøre ved mig, hvad han vil?