25. Februar.

I Eftermiddag kom Erik. Da vi blev ene, trak han halvt flov et Brev frem og gav mig det. Jeg kendte ikke Haandskriften og spurgte: »Fra hvem?« »Se selv,« sagde han. »Det er forresten kun en Spøg.«

Det var et Brev fra Alfr. Mørch med Indbydelse til sammen med Erik at spise til Aften hos ham. Min første Følelse var Fornærmelse. Jeg fandt Spøgen lige smagløs af Erik og Mørch. Da, ligesom jeg, med Brevet opslaaet foran mig, er ifærd med at bebrejde Erik hans Opførsel, falder mit Blik paa Begyndelsesbogstaverne af de første Linjer og jeg læser et Ord — jeg standser i min Tale, rødmer, bliver forvirret, rejser mig og gaar ind i mit Værelse. Her lægger jeg Brevet foran mig:

»Kald det frækt, Frøken, af en Herre, om hvis Tilværelse De intet véd. Men, støttende mig til en fælles Vens Alliance, vover jeg at spørge Dem: Lod det sig ikke gøre, at De og Erik og jeg spiste til Aften sammen næste Torsdag Aften Kl. 7½ i min Eremitbolig, Halmtorvet Nr. 38? Tilgiv mig, Frøken, min Dristighed. Idel Beundring for Dem har for- ledet mig til at forsøge mig med denne vistnok løjerlige Invitation. Erik forsikrer desuden, at hans nydelige Veninde besidder et fint og muntert Snille, der vil tyde min E- pistel i den rette Aand og Mening. Gud give, at han har talt sandt! I lige Maade, at mit Brev traf Dem ved saa godt Lune, at De mildt og naadigt sagde Ja.

Erik har lovet at bringe mig Svaret. Tro mig, jeg venter med Længsel og i bange Uro.

Deres ærbødige Beundrer paa Afstand

Alfr. Mørch.«

Tilsyneladende er der intet mystisk eller aparte ved dette Brev. Men læser man, ledet af et hjælpsomt Instinkt, Linjernes Begyndelsesbogstaver ovenfra nedefter, fremkommer et Brev i Brevet, en geheime lille Billet, saalydende: »Kom alene til den opgivne Tid.«

Nej, det kunde ingen Tilfældighed være. Det maatte være et snildt beregnet Spil, hvorom min dristige Kurmager ovenikøbet i det rigtige Brev gav mig et Vink i Ordene: »Erik forsikrer desuden, at hans nydelige Veninde har et fint og muntert Snille, der vil tyde min Epistel i den rette Aand og Mening.«

Hvorfor nægte det? Jeg syntes, Spasen var kostelig. Jeg syntes, det var helt romanagtigt, ja æventyrlig forvovent, saadan at føre en dobbelbundet Korrespondance, ligegyldig og uskyldig for Uindviede, bringende hemmeligt Bud for de Indviede.

I en Fart nedskrev jeg et Svar og bragte det til Erik. Med stræng Værdighed bad jeg ham læse det, idet jeg udtalte Haabet om, at jeg for Fremtiden maatte blive forskaanet for hans og hans Vens Narrestreger.

Mit Svar lød:

»Min Herre!

Alene mit Humør kan De takke for, at jeg ikke vredes paa Dem. Snarest er det vel ogsaa Deres Kammerat, den letsindige Spøgefugl Erik, jeg bør være vred paa.

J. M.«

Erik var aabenbart ikke fornøjet med dette Svar. Lad os haabe, at Hr. M. vil skønne mere paa det, han, der deri vil finde det »maaske«, som paa sine to Vægtskaale afvejer i farlig Styrkeprøve Julies Dyd og Letsindighed.