8. April.

Enten er det Foraaret, der gør Herrerne dumme, eller ogsaa er det Lykken, der gør mig til en anden, end jeg før har været.

Idag var der ikke mindre end elleve — 11 — Herrer, der sendte mig Blikke. Igaar var der fem, hvilket jeg anser for et hæderligt Resultat i Betragtning af, at det var Regnvejr.

Aldrig i mit Liv har jeg før faaet Blik, det, man kalder at »faa Blik«. Det er noget, der er kommet sammen med alt det andet mærkværdige.

Jeg tilstaar ærligt, at det fryder mig. Hver Herre, der ser en Smule forlibt paa mig, er mig et Vidnesbyrd om, at han (Han den eneste, den store) dog muligvis ikke lyver, naar han siger, at han finder mig smuk.

Det morer ham aabenbart ogsaa at høre om de smaa Sukces'er, jeg har haft. Dog, da jeg sidst fortalte ham om »saadan en yndig Herre«, der fire Dage i Træk havde smægtet til mig paa Gl. Kongevej, sagde han i en misfornøjet Tone: »Det kan jeg ikke lide. Du skal love mig, at Du aldrig mere ser til den Herres Side.«

Jeg gad vide, om det virkelig var alvorligt ment. Skulde han kunne falde paa at blive jaloux? Hvor ganske sindssvagt urimeligt, men hvor dejligt!