8. August.

Dagen gik og Natten gik. Det er blevet en ny Dag; det var igaar, at det skete, og alligevel lever jeg.

Altsaa dræber Sorgen ikke, og jeg dræber mig ikke af Sorg.

Da jeg havde faaet hans Brev, og jeg havde læst det to Gange, før jeg forstod, at det hverken var en Spøg eller en Misforstaaelse, da græd jeg ikke og besvimede ikke. Jeg var ganske rolig, saa underlig klart og koldt reflekterende. »Det er altsaa forbi,« sagde jeg højt hen for mig. Min Stemme lød tørt, næsten ligegyldigt. Jeg tænkte: »Du burde vist have sagt det med mere følelsesfuldt Udtryk.« Men der var ingen Følelse i mig. Alt var som stivnet: mit Hjærte bankede ikke, mine Nerver dirrede ikke. Selv mit Ansigt, syntes jeg, var blevet stift, Huden strammede mig, jeg strøg mig over det og jeg fortrak det til Smil for at faa Bevægelse i det.

Jeg gik ud. Hvorhen vidste jeg ikke. Men en Stemme inden i mig sagde uophørligt: »Du kan umuligt blive her. Du maa bort herfra, inden nogen af de andre ser Dig.«

Jeg mødte Folk, jeg kendte; jeg hilste paa dem, og med en gammel Frøken talte jeg. Hun fortalte mig en lang Historie om en Sygdom, hun nylig var kommen sig af. Da vi skiltes, sagde hun: »De ser saa nydelig ud idag.« »Ja, naar man er ung og glad,« føjede hun til.

Saa var jeg ude i Skoven, ved et Udhug ned til Søen. Jeg stod paa den lille Baadebro og stirrede paa Vandet og tænkte: »Hvis Du nu var rigtig bedrøvet, saa vilde Du lade Dig glide ned her, og saa om lidt vilde Du have det godt.«

Inde fra Byen lød Kirkeklokker. De ringede til Eftermiddags-Gudstjeneste. Jeg saá mig om, og jeg syntes, jeg aldrig før havde forstaaet, hvor smukt her var. Mit Blik var ligesom skærpet, jeg saá Ting, jeg aldrig før havde lagt Mærke til. En lille Holm, f. Eks., hvor Træerne som skønhedssyge Narcisser bøjede deres Kroner helt ned til Vandet for at spejle sig. Jeg hørte utallige fine Lyde, i Sivene ved Søen, inde fra Skoven og fra Græsset — af Insekter, der sang, af Fugle, der puslede mellem Bladene, af Fisk, der kogte Bobler paa Vandets Overflade. Jeg henfaldt i Beundring over Skyernes evigt skiftende Former; de saá saa rolige og uforanderlige ud i den stille Sommerdag, men naar man nøje fulgte deres langsomme Gliden gennem Himmelrummet, opdagede man, at de snart var smilende guldbræmmede Øer, snart store svævende Fugle og tilsidst opløstes i legende Flokke af smaabitte Skybørn.

Jeg omfattede hele Billedet i ét stort Blik, jeg tænkte: »Hvis Du nu ikke kommer her mere, vil Du dog aldrig glemme, hvordan her sér ud.«

Jeg vandrede ind i Skovens Tykning. Den samme højtidelige Klarhed var over mig, den samme reflekterende Modtagelighed. Indtil pludselig jeg kom til at huske paa, at jeg gik med hans Brev i Lommen. Det gav et Stik i Brystet, og min Sjæl gennembævedes af en kold Gysen. Mine Knæer rystede under mig, jeg maatte støtte mig til et Træ for ikke at falde. Jeg krammede Brevet i min Haand, og, uden at læse det, saá jeg hvert Ord for mig.

Altsaa var det sandt! Han havde forladt mig, det var forbi!

Jeg havde jo sagt det samme før, jeg havde gaaet med de Ord i mig hele Tiden; nu først naaede de mit Hjærte og bragte det til at vaande sig i Smærte.

Forbi! Ikke se ham mere. Hvordan var det nu, han saá ud? Jeg søgte at fremkalde hans Billede for mig, det flygtede fra mig i Stumper og Stykker, jeg saá kun for mig et Par store, sorte Øjne, der roligt og træt og spodsk-smilende stirrede paa mig.

Da skreg jeg til Himlen i Fortvivlelse og Angst. Jeg tryglede og bad om, at det ikke maatte være sandt: »Jeg forstaar, at det er en Straf, Gud, men har Du nu ikke pint mig tilstrækkeligt? Nu lukker jeg Øjnene, og naar jeg om lidt slaar dem op igen, lad det da være en Drøm, jeg er vaagnet af.«

... Og jeg stod igen nede ved Søen, og jeg syntes, der ikke var anden Redning for mig end at kaste mig ud i den. Jeg rasede ikke længer, jeg var kun bedrøvet til Døden. Jeg græd stille og mildt, jeg saá det dejlige Sommerlandskab ligge udbredt for mig, og jeg, der endnu var saa ung, havde intet længer at haabe af Livet.

Da sagde Stemmen inde i mig: »Der er Haab endnu. Maaske ligger der allerede Telegram til Dig, eller der er nyt Brev undervejs.«

Ja, ja, fortsatte jeg, saadan er det, saadan maa det være. Og mens jeg hastede hjem, byggede Haabet de skønneste Slotte for mig.

Der var intet Telegram, og der var intet Brev imorges.

Men jeg vil ikke opgive Haabet, før jeg har talt med ham.

Han maa allerede være i Kjøbenhavn, og imorgen rejser vi. Jeg har nu skrevet til ham. Han vil undre sig over mit Brev, og jeg tror, han vil synes godt om det. Det er ganske frit for det, han kalder »hysterisk«. Det er roligt og fornuftigt. Jeg skriver, at han maaske nok har Ret i, at der var kommet noget ufriskt i vort Forhold. Muligt — skriver jeg — er der ingen anden Udvej end den, Du opgiver, at vi, ialfald en Tid, ikke sés. Men det var jo dog ogsaa muligt, at vi ved fælles Bestræbelser kunde ordne Sagen paa en Maade, der ikke vilde gøre slet saa ondt. Lad mig derfor vide en Tid en af de første Dage, hvor jeg kan komme til Dig. Frygt ikke, at jeg skal møde med et Jeremiade-Ansigt. Du skal tværtimod se, at jeg er en meget flink Pige, som ikke er saa helt uforstaaende overfor dine Trætheds-Stemninger, og som er parat til at være akkurat saadan, som Du vil have mig.