Afskriverens bemærkninger
Reading edition
Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. En indholdsfortegnelse og en ordliste med rettelser er placeret sidst i bogen.
JULIES DAGBOG.
PETER NANSEN
JULIES DAGBOG
ANDET OPLAG
KJØBENHAVN P. G. PHILIPSENS FORLAG Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover) 1894
JULIES DAGBOG
Denne Bog har jeg faaet til Jul af Moder. Jeg vil her nedskrive oprigtigt og sandfærdigt alle mine Oplevelser og Tanker. Jeg vil ikke smigre for mig selv, men tage med baade det gode og det onde. Paa den Maade vil min Dagbog kunne blive mig som et lærerigt Spejl. Men naar Bogen er sluttet — vil den da berette om et lykkeligt eller sørgeligt Liv, vil den være en Roman med spændende Hændelser eller vil den være — ak! — slet ingenting? Herom spørger jeg med nysgærrig Uro mig selv, idet jeg skrider til mit Værk.
Saa anbefaler jeg da mig og min Bog til en naadig Skæbne og alle gode Magter.
Kjøbenhavn, Forhaabningsholms Allé, den 27de December 1891.
Julie Mathilde Magens, født d. 23. April 1872, Datter af Blomstermaler, Professor Holger Magens.