14. Maj.
Reading edition
Han er nu omtrent ganske rask. Han har været oppe i de sidste Dage, og igaar var han for første Gang i Luften.
Jeg er hos ham hver Dag, enten om Formiddagen eller om Aftenen. For at kunne det har jeg fabrikeret en Historie om en ung Pige, jeg har truffet hos Christiane og som vil lære Porcellænsmaling af mig. Jeg undres hver Dag over, at min Løgn ikke opdages; men jeg nærer ingen Frygt længer. Jeg gaar nu ogsaa uden Betænkning op til ham ved højlys Dag.
Jeg véd blot, at den Dag, det opdages, og man vil forbyde mig at se ham, gaar jeg hjemmefra. Det er en Sag, jeg har afgjort med mig selv og som ikke kan være anderledes. Lad saa komme, hvad der komme vil!
Til ham har jeg intet sagt om dette. Dog er det ham, der har givet mig Mod til at træffe en saadan klar Beslutning. Jeg har nemlig i disse Dage følt, at jeg var mere end en flygtig Adspredelse for ham. Jeg forsøger at være ham til Nytte, og jeg tror, at det er lykkedes mig, saadan at han begynder at savne mig, naar jeg ikke er om ham. Jeg besørger Ærinder for ham, jeg læser op for ham, og efter hans Diktat har jeg skrevet Breve for ham. Han kalder mig sin Privatsekretær, og han taler med mig om alle sine Anliggender.
I Grunden har vi det ganske som Mand og Kone. Jeg gaar ud og ind hos ham, som om det ogsaa var mit Hus; jeg passer hans Blomster; naar jeg ikke læser for ham eller har andet Arbejde, broderer jeg Navn paa hans Dækketøj, og selv hans gamle Pige har vænnet sig til at spørge mig til Raads om, hvad hun skal give Herren til Middag — for Herren er i den Retning meget vanskelig.
Han er vistnok i det Hele taget det, man kalder en Egoist. Han er som Ungkarl vant til, at alt i Huset skal rette sig efter ham, og han synes, det er den naturligste Ting, at nu ogsaa jeg, ligesom Pigen, kun tænker paa at opvarte ham og gøre ham til Behag. Men det klæder ham at være Tyrk, han er den elskværdigste Tyran. Naar jeg bringer min paa Chaiselonguen velbehageligt dasende Rekonvalescent et og andet, og han i taknemmeligt Velvære nikker til mig og kysser min Haand, kunde han give mig Ordre om, hvad det skulde være, og jeg vilde uden Tøven adlyde.