21. Maj.
Reading edition
Jeg vaagnede i Morges med Ørene fulde af Bjældeklirren, forgæves ledende efter den Drøm, hvor Bjælderne hørte til.
Drømmen var ganske forsvunden af min Erindring og havde kun efterladt denne lystige Klingren, der vedblev at forfølge mig hele Dagen og paa en æggende, tilsidst irriterende Maade som en drilsk Nisseleg blandede sig ind i alle mine Tanker.
Saa i Eftermiddag, som jeg sad og fantaserede om min Rejse til Æventyrlandet — sad og drømte mig paany sammen med ham kørende ud til den gamle Bondekones Skovhytte, begyndte Bjælderne igen lystigt at kime, de klingrede i Takt med Hestenes Hovslag, og se! Billedet i min Fantasi skiftede, det blev hvidt og vinterligt, Landaueren forvandledes til en Kane, og i Kanen sad han og jeg, med Pelsværk over vor Bryllupspynt, flygtende bort fra det store Gæstebud til den afsides landlige Kro for at fejre vor Fest, vi to alene.
Men fra den høje Vinterhimmel blinkede Mormoders dejlige Øjne mildt og muntert ned til mig, mens Bjælderne sang: »Nu din Tid! Nu din Tid!«