22. Februar.

Livet er alligevel ikke saa rent trist. Og der er et venligt Forsyn, som vaager over Smaapiger i Vaande. Mit Forsyn sidder som en kappeklædt gammel Kone i en Sofa og hedder Bedstemoder.

Med bævende Hjærte ringede jeg i Formiddags paa hos hende. Gamle Marie lukkede op og sagde: »Nej, at Frk. Julie virkelig kommer idag. Fruen har saamæn længtes saameget efter Frøkenen.«

Jeg sad inde hos Bedstemoder — paa den sædvanlige Visitplads, i Lænestolen lige foran Sofaen. Paa Bordet var, som sædvanlig, anbragt et lille Traktement: et Glas Jordbærlikør og en Assiet med Biskuits.

Bedstemoder sad og saá paa mig med sine store rolige Øjne. Jeg fortalte — lidt nervøst — om mine Oplevelser, siden jeg sidst besøgte hende. »Spis, Barn,« sagde hun. »Og drik Dig et Glas, det gi'er Kulør i Kinderne.« Jeg tømte Glasset i ét Drag, for at faa Mod, og jeg begyndte at tygge paa en Biskuit, men den blev mig siddende i Halsen. Imens snakkede jeg løs, men jeg vidste knapt, hvad jeg sagde. Bedstemoders Blik veg ikke fra mig, og hun nikkede af og til betænksomt. Pludselig sagde hun: »Naa, Barn, hvad er der saa med Dig?« »Der er saamæn ikke noget, Bedstemo'r ...« Men i det samme havde jeg Øjnene fulde af Taarer.

Bedstemoder nikkede igen, og i en næsten underfundig Tone sagde hun: »Rejs Dig, Barn, og gaa hen til Kommoden.« »Ja, Bedstemo'r.« »Aabn saa den øverste Skuffe og tag den graa Bog med Tal udenpaa.« »Ja, Bedstemo'r, jeg har fundet den.« »Inde i den Bog ligger nogle blaa Stykker Papir. To af dem er til Dig ...«

»Du søde, velsignede Bedstemoder, Du klogeste og bedste af alle Mennesker ...«

— — Nu er jeg ovenpaa. Skomageren har faaet sine Penge og Handskemageren kan vente til den 1ste. Han skulde egenlig haft 3 Kr., men da jeg kom hjem, slog Frantz mig for dem. Den arme Fyr, han er ogsaa altid i Bekneb, og idag kunde jeg ikke nænne at se ham bedrøvet.

Det har været en god Dag for mig.

Erik kom iaften. Han var ogsaa i udmærket Humør. Vi havde følgende Samtale:

»Véd Du, Julie, at Du begynder at gøre Lykke. Man lægger Mærke til Dig og finder Dig smuk.«

»Saa? Gør »man« det? Hvem er man?«

»Alfred Mørch.«

Jeg, indvendig rædselslagen, tilsyneladende ligegyldig:

»Han kender mig jo aldeles ikke.«

»Han har set Dig paa Gaden. Han gik med en Ven, der vidste, hvem Du var. Og jeg vil sige Dig, at han var formelig begejstret over Dig. Jeg har aldrig hørt ham bruge saa stærke Ord om nogen Dame.«

»Jeg burde naturligvis føle mig smigret. Men undskyld: Jeg er det ikke. Jeg sætter ikke Pris paa Hr. Mørchs Dom.«

— — —

Jo, minsandten sætter jeg Pris paa hans Dom. D. v. s. det morer mig, at jeg dog altsaa har gjort et Slags Indtryk paa den Træfigur. Og han har altsaa ikke ganske glemt mig. Ej, ej, min Herre, jeg finder derudi et sært Behag.

Nu gad jeg blot vide, om han med Flid har fyldt Eriks Øren med min Ros, for at den skulde gaa videre til mig. Skulde Erik, uden at vide det, gøre Tjeneste som Postillon d'amour? Ideen er ikke ilde, men heller ikke ganske fin. Naa, har Hr. M. nogen saadan Beregning, glæder det mig ialfald, at det Svar, jeg har givet ham gennem hans Postillon, ikke er absolut opmuntrende.