26. Juli.

Han gør stadig Undskyldninger for sine Breve, at de er saa faa og saa smaa. Jeg nægter ikke, at de undertiden synes mig lidt fattige. Men jeg forstaar, at han, der overhovedet har vanskeligt ved at give sine Følelser Udtryk, ikke egner sig til Brevskrivning.

Nu, da jeg kender ham saa godt, volder hans Breve mig ingen alvorlig Sorg, kun maaske en øjeblikkelig Skuffelse.

Men jeg trøster mig ved at skrive dobbelt saa langt og dobbelt saa ofte til ham. To Gange om Dagen skriver jeg til ham; han faar Brev med hver Post. Naar jeg skriver mit Aftenbrev, véd jeg, at han er ifærd med at læse mit Morgenbrev, og naar jeg sidder ved mit Morgenbrev, har han det Brev, jeg skrev forrige Aften. Saadan bygger jeg en Bro, der aldrig afbrydes mellem ham og mig. Han har mig altid hos sig. De smaa Vedbæk-Frøkner skal ikke erobre ham fra mig. Jeg er baade Morgen og Aften hos ham og passer paa ham.

Jeg er fornuftig, og jeg siger: lad ham blot nyde sin Ferie og tage alle de smaa Fornøjelser, Landopholdet kan bringe ham. Hvad Ulykke er det, om han gør en Smule Sommerkur og bliver feteret? Han er jo dog til Syvende og sidst min. Han har sagt mig det, og jeg tror ham. Jeg tror ham blindt og vil ikke forbitre mit Sind med nogen lav Mistanke.

Men skulde han et Øjeblik føle sig svag, da er jeg der med mine Breve og kalder ham tilbage til Dydens Vej. Som en trofast Skildvagt møder jeg Morgen og Aften og bevogter hans Telt mod alle lumske Angreb.