Slutningen af September.
Reading edition
Bedst har jeg det hos Bedstemoder. Saa ofte jeg kan, gaar jeg derop om Formiddagen.
Gennem de larmende Gader, hvor Mennesker trænges og brydes og løber om Kap for at naa først til Maalet — gennem dette febrilske Liv, der synes mig raat og hæsligt, og hvis Summen i min Sjæl lyder som en øredøvende Kamp med hadefulde Skrig og fortvivlet Stønnen, flygter jeg hen til den lille Sidegade, hvor Bedstemoder bor. Allerede hører jeg Larmen som et dæmpet Virvar; men naar jeg sidder i Bedstemoders Dagligstue, føler jeg mig til Mode, som om jeg var undsluppen en stor Fare, der nu kun fornemmes som en fjærn Brusen.
Her er Lunhed og Stilhed, Fred for al Smærte, Lise for al Kval. Her falder hver oprørsk Tanke til Føje, her svales og dulmes alt hidsigt Begær og alle syge Længsler.
Her sidder Bedstemoder, gammel og mæt af Dage, som den store Livsvisdom, der ikke spørger og ikke dadler, men forstaar alt, tilgiver alt og véd Trøst for alt.
Og jeg bliver som Barn igen i Bedstemoders Stue. Sidder, som da jeg var lille Pige, paa en Skammel ved hendes Fødder og blader i de gamle Mapper med falmede Kobbere: Struense og hans smukke kongelige Synderinde, Frederik d. 6te som en stakkels tyndbenet Dreng i martialsk Generalsuniform, inspicerende Tropperne; Kristiansborg Slots Brand 1794; »Robbes Pierre«, der paa samme Billede fremstilles styrtende ud af Raadhusets Vinduer og baaren til Guillotinen »med sønderbrukne Arme og Ben«; Fru Heiberg først som en koket, ubevidst Ungmø og siden som en sværmerisk Berømthed i Langsjal og med ætheriske Blikke.
Eller jeg faar et Haandarbejde og gør mig nyttig for Huset, eller jeg læser op af Avisen for Bedstemoder, der med Interesse følger de udenlandske Begivenheder og nikker højtideligt, hver Gang der mældes om nye Arbejderuroligheder.
Ja, hos Bedstemoder har jeg det godt. Og hun og gamle Marie kappes om at forkæle mig. Saasnart jeg blødt og godt er bragt til Sæde, siger Bedstemoder med en lille fiffig Hovedrysten hen til sin gamle Pige: »Naa Marie, idag har vi vel ikke noget at byde Frøknen?« — hvorpaa Marie, ligesaa underfundigt, svarer: »Jeg véd det sandelig ikke, Frue, men jeg kan jo se ad.« Til almindelig Overraskelse indbringer hun saa lidt efter enten en Appelsin eller hjemmebagte Kager eller et Stykke Budding eller en Assiet med Syltetøj. Altid er der et lille Traktement, og altid smager det barnlig godt, fordi de to gamle Mennesker er saa glade ved at byde mig det og forstaar, at jeg trænger til at behandles som et bedrøvet Barn.