9. Juni.
Reading edition
Det er dog hændet før, at jeg i en Uge ikke har sét ham. Hvorfor er da denne Uges Adskillelse saa langt tungere?
Paa halvanden Time kan jeg naa ud til ham. Hvis jeg skriver til ham idag, at jeg kan ikke vente længere paa ham, véd jeg, at han kommer imorgen.
Alligevel. Det er ikke det samme.
Naar jeg gik paa Gaden før, vidste jeg, at jeg, hvad Øjeblik det skulde være, kunde møde ham; jeg læste hans Navn paa Teatrets Plakater; jeg gik forbi hans Vinduer og kunde tænke mig ham siddende indenfor. For hvert Skridt, jeg tog, følte jeg ham i min Nærhed; selv om jeg ikke mødte ham, var han i den Luft, jeg indaandede.
Nu vandrer jeg som en Vildfarende i den fremmede By. Jeg gaar paa Lykke og Fromme, og jeg véd, at jeg ikke vil finde det, jeg søger. Jeg griber mig i at staa udenfor Teatret og studere de gamle, flængede Plakater, og jeg kan styre i hvilkensomhelst Retning — jeg ender med at finde mig udenfor hans Hus, hvor der er rullet ned for Vinduerne i hans Lejlighed, der staar tom som efter et Dødsfald.
Min Dag har kun to Lyspunkter. Naar jeg henter hans Brev, og naar jeg skriver mit. Bedst har jeg det, naar jeg skriver til ham, for hans Breve er ikke ham: de er kun Overfladen af ham, de er prægede af hans Ulyst til at give sig hen, hans Angst for Følsomhed, sagtens ogsaa, som han selv siger, af hans Landdovenskab.
Men naar jeg, efter at de Andre er gaaet til Ro, sidder i mit lille Værelse og fylder Ark paa Ark til ham, da kan jeg føle mig ham saa nær, at det er, som om jeg laa i hans Arme og talte med ham. Luften om mig bliver hed af hans Aande, jeg mærker, medens jeg sidder med bøjet Hoved, hans Kys paa min Nakke, og min Pen danser hen over Papiret i Takt med mit Hjærtes hastige Slag.