20. Januar.
Reading edition
Erik kommer hjem om otte Dage. Jeg havde Brev fra ham imorges. Det er sandelig ogsaa paa Tide, han kommer, for jeg gaar her og bliver befængt med alle Slags sygelige Tanker.
Men nu skal det være forbi. Erik bringer Fornuften og Sundheden med sig. Vi vil snakke godt og fortroligt sammen, og jeg vil sige ham rent ud, at vi helst maa gifte os straks. Det duer ikke for mig at gaa længere herhjemme og leve paa Virkeligheds-Smalkost og saa tage en daarlig Revanche i min egen og Moders Drømmeverden.
Ja, det skal blive dejligt at komme ud af alt dette, at blive omplantet i en stærk og kærlig Jord, at føle man har noget at leve for, at have sit eget hyggelige Hjem, hvor man kan trække Vejret frit, hvor Luften ikke er tung af Nag og Græmmelse, brudte Forhaabninger og hver Dags pinefulde Bekymringer.
Selv det, ikke daglig at skulle se Moders sørgmodige Ansigt, vil føles som en Husvalelse. Ja, min egen søde Mo'r, det er stygt af mig at tænke saadan. Men Du vilde tilgive mig, hvis Du rigtig vidste, hvor ilde det staar til med mig — at min unge Sjæl slider sig tildøde som et Dyr i Bur. Paa en eller anden Maade maa jeg ud. Det ender med, at jeg gør en Dumhed, hvis mit Haab til Erik skuffes. Nej, nej, det maa ikke ske. Erik, dit Navn er den Talisman, jeg bruger mod alle onde Fristelser.
Ogsaa mod de sorte Øjne, der nu er over mig i mine Drømme. De sorte Øjne, som jeg foragter og spotter, men som ikke slipper mig; som pludselig lyser mig imøde, bedst som jeg tror dem fordrevne, — fra Hjørner og Kroge, fra Gardinernes Folder, fra Mørket i mit Værelse, naar jeg vaagner om Natten. Deres Glans lammer min Vilje, jeg bliver kold om Hænderne og hed i Hovedet. De er der pludseligt og kommer saa nærmere og nærmere. De er alvorlige og bydende, de ser paa mig med en sikker og rolig Vilje. De siger til mig: Følg! De har været mig saa nær, at jeg har følt deres Blik svidende i mine Øjne, og jeg har grebet mig i at rejse mig for at følge dem.
Men det er jo Vanvid. Jeg har sagt det atter og atter til mig selv: Hvad har jeg med de Øjne at gøre? De vil jo heller ikke Dig noget.
Dér møder jeg et Menneske, jeg ikke kender. Han sér paa mig, og jeg bærer mig ad som en tosset lille Skolepige. Jeg hører siden en taabelig Snak af pjattede Fruentimmer ..... naa, hvad saa? Dermed burde den Historie være forbi. Men nej, istedetfor begynder den nu først ret. Skønt det er ikke sandt. Øjnene har forfulgt mig, lige siden den Aften, jeg var til Suleima. Nu véd jeg det — det var Øjnene, der bortførte Suleima. Jeg husker slet ikke, hvordan han ellers saá ud, jeg mindes end ikke Klangen af hans Stemme.
Ja, ganske sikkert, Du er paa Veje til at blive gal, Julie. Og det er paa høje Tid, at Erik kommer. Jeg hilser Dig, min kære Ven, jeg hilser Jer, mine kære, gode, blaa Øjne.