29. Januar.
Reading edition
Erik er kommen. Han var her et Øjeblik igaar Aftes, og idag har han spist til Middag hos os.
Den gode Dreng, hvor han glædede sig over at se os igen, og hvor uforandret han var. Han er sandelig ikke bleven »Evropæer« af at leve i de store Byer. Ligesaa lystig, næsten »drenget«, som i gamle Dage; ligesaa køn og sund, men ogsaa ligesaa nonchalant med sit ydre Menneske. Den eneste Forandring, jeg kunde opdage, var, at hans rødbrune Skæg var blevet studset spidst og begavet til, at Haaret var klippet paa Maskine, saa det lignede en Stubmark, og at Fippen var vokset og vikset en halv Tomme længere. Men Jakken sad skævt som sædvanlig, med den venstre Lomme, som han altid borer Haanden ned i, udposet og blank, og Slips og Flip var stadig lige konfirmandagtige — »nedfalden med sort Humbugsløjfe.«
Han trænger absolut til kvindelig Omsorg. Har Forsynet udset mig til denne Gærning, skal han minsandten nok blive vellykket. Han har nemlig gode Betingelser for at kunne stiliseres. Jeg har tænkt mig at udstyre ham som »det moderne Fremskridt« — djærv og enkel Elegance: altid stram sort Redingote, med ventende Knaphul, dertil mørke fintstribede Benklæder; tillidvækkende Korrekthed: velstrøget Silkehat, rødbrune engelske Hundeskindshandsker, høje, lukkede Officersflipper.
Ja, min Ven, Du kan rigtignok forlade Dig paa, at Du skal blive dejlig. Vent Du bare.
Jeg betænker mig ikke paa at erklære vor Middag idag for belivet. Selv Hs. Majestæt Gnavpapa behagede allernaadigst at være i indladende Humør. Han havde ligefrem et Anfald af Ømhed overfor mig — hvilket gav sig Udslag i, at han med to lange Fingre prikkede mig paa Kinden og, med et Glimt af Smil gennem Brillerne, hviskede: »Naa, er Du saa i bedre Kulør? Behøver Professorens Datter ikke længer at sidde »alene i Dagligstuen og nynne paa en Vise, hun havde lært udenad«?«
Vi fik fin Mad og drak en Mængde italiensk Rødvin — et Minde om Faders letsindige romerske Nætter. Erik var beundringsværdig. Han sludrede løs, som om det virkelig var et gemytligt Selskab, han befandt sig i. Fader formelig lo, saa det klukkede i ham — det lød, som naar Vand løber igennem en tilstoppet Hane, — da Erik fortalte ham om en »Symbolist-Udstilling« i Wien. Erik er nu lige godt mere durkdreven, end jeg havde troet. Sad han ikke dér og indyndede sig hos min vermehrenske Papa ved at bespotte den unge Kunst, der ellers er ham hellig! I Guds Navn, alle Kneb gælder.
Ved Kaffen drak vi ægte gammel Munke-Likør — hvilket i vort Hus betyder, at Stemningen var paa Højdepunktet. Naar Fader skænker sig en Benediktiner, kan jeg se, at det indeni ham siger Ernst Meyer.
Lidt senere fandt jeg mig siddende alene i Dagligstue-Sofaen med Erik. Og jeg tænkte: Se saa, nu kommer det. — Jeg véd ikke, om jeg var glad eller ked af det — jeg véd blot, jeg fandt det lidt taktløst og latterligt, at de Andre saadan havde arrangeret Situationen for os.
Erik sad nogle Øjeblikke og dampede stærkt paa en Cigar, saa Ilden glødede frem under den hvide Aske. Jeg kunde se, han var nervøs. Endelig sagde han: »Jeg er saa glad ved at se Dig igen, Julie.«
»Jeg er ogsaa glad over, at Du er kommen hjem.«
»Jeg har længtes meget efter Dig mellem alle de fremmede Mennesker.«
»Du skrev dog saa sjældent og saa lidt.«
»Du véd, jeg har saa vanskeligt ved at udtrykke mig brevligt.«
»Var der da slet Ingen dérnede, Du var glad ved at være sammen med?«
»Jo, der var En. En Dansk, jeg traf i Pensionatet, hvor jeg boede. Ham blev jeg Ven med. Og med ham talte jeg ofte — ogsaa om Dig.«
»Om mig, Erik?«
»Ja, jeg fortalte ham, at jeg havde en lille »Plejesøster«, en Datter af den Mand, hos hvem jeg i mine Studereaar var i Huset, en ung Pige, som altid havde været saa sød og god imod mig ...«
»... For hvem Du havde begaaet tusind gale Streger og som Du ofte reddede fra den mørke Stue eller Faders Spanskrør ved at tage hendes Synder paa dine Skuldre. — — Men denne Ven, hvor er han nu? Stadig i Wien?«
»Nej, han rejste derfra længe før jeg. Han skulde være hjemme til Sæsonens Begyndelse.«
»Til Sæsonens Begyndelsen?«
»Ja, han er Skuespiller.«
»Og han hedder?«
»Alfred Mørch. Har Du aldrig set ham?«
— Jeg tror nok, at det gav et Skrig indeni mig, men jeg bekæmpede mig. Og jeg sagde i en ligegyldig, næsten foragtelig Tone:
»Alfred Mørch? Aa jo, jeg har en enkelt Gang sét ham. Han spiller forresten kun Smaaroller og er vist uden Talent. Berømt er han ikke. Til Gengæld er han i høj Grad berygtet.«
Erik lo lidt irriteret. »Herregud — sagde han — vil Du virkelig bryde dig om Sladder? Jeg troede, Du var for honnet dertil?«
Eriks Reprimande gjorde mig vred, ligefrem løgnagtig. Jeg svarede: »Jeg bryder mig ikke om Sladder. Jeg holder mig kun til, hvad jeg véd.«
»Og hvad véd Du da?«
»At din brave Ven paa en skændig Maade har forført en ung Pige og bagefter sveget hende.«
Erik sad et Øjeblik tavs. Saa sagde han: »Jeg kan ikke tro det. Det ligner saa lidt Mørch, han er det fineste Menneske, jeg kender. Han lover sikkert ikke mere, end han holder. Noget andet er, at han har haft adskillige Kærlighedshistorier. Han gør — og med Rette — stor Lykke hos Damer, og jeg véd, at han ofte faar Breve med Anmodning om Stævnemøder.«
»Det er han vel forfærdelig stolt af, siden han har fortalt Dig det?«
»Aa nej, men det morer ham, og det finder jeg kun naturligt. Han reflekterer ikke paa de smigrende Tilbud.«
»Men viser som ægte Gentleman Brevene til sine Venner?«
»Du kan berolige Dig, de er anonyme.«
Jeg var saa ophidset, at jeg gærne kunde have givet mig til at græde. Af hvilken Grund, det vidste jeg ikke. Jeg syntes, tror jeg, det var oprørende — oprørende dumt ogsaa —, at Erik vilde sidde og forsvare denne Skuespiller overfor mig. Han burde jo tværtimod have hjulpet mig at trænge ham ud af min Tanke. Nu troede jeg, at jeg havde vundet Fred for ham, og saa kom Erik og ligefrem væltede ham ind paa mig. Naturligvis, Erik kunde jo ikke vide .... alligevel, jeg fandt ham næsten ynkelig, som han sad dér og forsvarede sin Ven med de sorte Øjne.
Og I, mine omhyggelige Forældre, som blev narrede. Alt havde I ordnet saa godt for Jeres Datter, god Middag, Vin, gamle Minder og Skumring, og da saa Mama kom ind med Lampen, fulgt af den nysgærrigt kiggende Papa, fandt de Parret siddende forstemt, hver i sit Sofahjørne.
Det var baade til at le og græde over.