4. April.

Der staar et Billede — mellem mange andre — paa hans Skrivebord. Det Billede hader jeg. Det forestiller en ung Dame med store mørke Øjne, der ser ud, som om de afspejlede en Drøm om Elskov og Kys. De er sikkert meget smukke, men paa mig gør de et ligefrem ækelt Indtryk.

Hver Gang jeg har været hos ham, har jeg haft paa Læben at spørge om, hvem hun er. Men det blev stadig ikke til noget.

Saa iaften fik jeg det alligevel at vide. Han var gaaet ud af Dagligstuen, og jeg stod foran Skrivebordet og saá paa Damen. Jeg vidste ikke, at han var kommen tilbage, før jeg pludselig hørte hans Stemme lige bagved mig:

»Ja, hun er smuk, synes Du ikke?«

»Det er hun vist.«

»Kender Du hende ikke? Det er den bekendte Fru Paula Hansen.«

Og saa fik jeg en lang Lektie om Fru Paula. Det syntes ham næsten en Trang at fortælle mig om hende. Han var en intim Ven af hende og hendes Mand; navnlig før var han kommen overordenlig meget i deres Hus. Hun var saa sød og nydelig, saa begavet og morsom ... Jeg har aldrig hørt ham være saa begejstret for Nogen. Og hvert Øjeblik forsikrede han: »Jeg holder forfærdelig meget af hende.«

Pludselig midt i sin Veltalenhed spurgte han smilende:

»Du bliver da ikke jaloux paa Fru Hansen?«

»Hvor falder Du paa det?«

»Aa, jeg syntes, Du blev saa tavs.«

... Jaloux, nej, jeg er ikke jaloux, og jeg vil ikke være det. Men hvis han tror, det morer mig at høre ham en hel Aften fortælle om Fru Paula Hansen, tager han unægtelig fejl.

Efter min Mening ser hun ikke fin ud. Og det Udtryk i Øjnene giver hende noget vist ... ja, noget vist demimondeagtigt.