1. April.

Min elskede Ven! Dette Brev, som Du aldrig skal læse, skal sige Dig alle de Ord, der dør paa mine Læber, naar jeg er sammen med Dig, fordi de er for barnagtige og dumme til Dig, Du kloge og forsigtige Mand.

Her, hvor jeg har Dig nærværende kun i min Sjæl, her kan jeg tale frit og dristigt til Dig uden Frygt for at møde det ironiske Smil i din Mundkrog, som Du sagtens er stolt af og som hæver Dig saa højt over en lille uvidende, forelsket Pige.

Jeg vil først fortælle Dig, hvordan og hvorfor jeg blev Din.

Du kender mig jo egenlig slet ikke. Du havde Grund til at tro slemt om mig, for saadan som jeg kom til Dig, kom jeg som En, der sagde: »Her er jeg. Tag mig.«

Jeg blev Din, fordi Du instinktmæssigt forstod mig. Du forstod i alt Fald saameget, at Du her havde mødt et lille Væsen, som det gjaldt om ikke at skræmme; som Du maatte behandle som skøre Sager. Naar jeg sad hos Dig de første Gange, sad jeg altid paa Springet til at løbe min Vej. Et forhastet Ord, et overilet Kærtegn, og jeg var flygtet. De Ord, Du ikke sagde, det var dem, der erobrede mig.

Du kender mig vist slet ikke. Nu er jeg Din, og jeg vil vedblive at være det, saalænge Du vil have mig. Men hvis Du tror, at det er dine Kys, dine Kærtegn, dine Favntag, som gør mig til Din, da tager Du Fejl. Jeg er ingen Snærpedorthe, jeg er ingen serafisk Jomfru Spidsnæse. Jeg er lykkelig hver Gang Du tager mig i dine Arme. Jeg drikker dine Kys saa gærne, som Blomsten aabner sig for Sommerens Dugg. Jeg er jo Din, af Lyst, med Glæde. Jeg er Din for at være Din. Du skal ikke have mig som et Kviksølv, der løber bort mellem dine Hænder. Min Herre og Mester — se, alt hvad mit er, det giver jeg Dig uden Spidsfindighed og Forbehold.

Men hvad jeg saa gærne vilde, at Du skulde forstaa, det er dette: Jeg kan saa godt undvære Kyssene og Kærtegnene, jeg vil elske Dig lige højt uden dem. — Det vilde gøre mig saa ondt, om Du, naar jeg er gaaet fra Dig, tænkte: Hun er en Frøken Let-paa-Traad, en Frøken Kys-i-Kroge, der kommer til mig med sit hidsige Blod og sine letsindige Lyster.

Kan Du mon forstaa dette, vil Du mon tro det? Jeg forlanger intet andet end at være hos Dig, se Dig, høre Dig tale. Ja, jeg vilde endda være lykkelig ved mindre. Du siger, at Du ofte er uoplagt til at tale: at Du trænger til at være i Ro med dine Tanker. Véd Du, hvad der er mit højeste Ønske? At jeg en saadan Dag, hvor Du lukker Dig inde med din Kunst, maatte faa Lov at sidde i en Krog af din Stue. Jeg skulde være saa musestille, Du skulde ikke føle Dig forpligtet til at tage nogetsomhelst Hensyn til mig, Du skulde blot lade mig nyde den Lykke, at jeg, jeg var den eneste, som Du taalte om Dig i dine ensomme Øjeblikke.

En saadan Time nyder jeg ofte i min Fantasi. Jeg prøver da paa at gætte, hvad der bevæger sig inde i Dig. Jeg ser Dig sidde med halvt lukkede Øjne, med nervøst dirrende Øjenlaag og Haanden støttet mod Panden. Men naar jeg saa sér, at Du pludselig hæver Hovedet og stirrer frem med et stort skinnende Blik, da véd jeg, at Du har faaet den klare, lykkelige Tanke, Du ledte efter, og mit Hjærte frydes i Takt med dit. Og saa sér jeg Dig omsider med en triumferende Mine strække Armen i Vejret; der er Sejrssmil over dit Ansigt; Du tænder glad og tilfreds din Cigaret, der er gaaet ud, mens Du tænkte, og idet Du mindes, at din Veninde sidder i din Stue, gaar Du hen til hende, tager hendes Haand og siger, at Du er glad over, at hun er hos Dig, og at hun har været forfærdelig artig og sød og slet ikke har forstyrret Dig.

Falder det Dig aldrig ind, at det er saadan, jeg elsker Dig? Eller vil Du ikke vide det? Er Du bange for, at jeg skal holde for meget af Dig?

Aner Du heller ikke, hvor drøjt det er for mig at skilles fra Dig de Aftener, jeg har været hos Dig? Du maa ikke tænke om mig: Hun er et drevent lille Pigebarn, vant til at spille sine Forældre paa deres agtværdige Næser. Nu har hun hemmeligt været ude at more sig, og nu er det en ny Fornøjelse for hende at opspinde en Fabel for at narre sin Moder.

Nej, Du, saadan maa Du ikke tænke. Vel véd jeg ikke det i Verden, som jeg ikke vilde gøre for at kunne komme til Dig. Jeg beklager mig ikke, jeg vil paa ingen Maade, at Du skulde mene, jeg fandt min Lykke for dyrt købt. Men jeg vilde saa nødig, at Du skulde tro, det altsammen var mig saa let som Ingenting.

Og saa de Dage, der gaar imellem vore Møder? Du kan naturligvis slet ikke fatte, at tre eller fire Dage kan være en Evighed. Du har altid nye Ting, der optager Dig. Du arbejder, Du morer Dig, Du lever i en Verden, som hver Time paa Dagen bringer Dig ny Næring, nyt Stof. Men naar jeg ikke er hos Dig, saa lukker Tilværelsen sig om mig som fire kolde Fængselsvægge, der kun varmes af min Længsel efter Dig, kun farves af Erindringerne fra din Rigdom.

Hvor skulde Du ogsaa kunne vide noget om alt dette? Du sér et glad Ansigt komme og gaa, men Du kender intet til det Liv, det glade Ansigt fører fra det Øjeblik, det sender Dig sit smilende Afskedsnik, og til det Øjeblik, det næste Gang lér Goddag til Dig.

Men hvis dine Tanker nogensinde, naar jeg er borte fra Dig, falder paa at opsøge mig, og hvis de havde Ævne til at se gennem Dør og Væg, da vilde de, om de en Eftermiddag gik ud til Huset i Forhaabningsholms Allé, risikere at se det glade Ansigt forvandlet til et afskrækkende Jammersminde. Jeg véd ikke, hvordan det kan være; det er stygt, urimeligt og utaknemmeligt af mig; men de første Dages straalende Jubel, der bar mig oppe over alle Bekymringer og som kastede gyldent Skær over alt omkring mig — den er forsvunden og er bleven afløst af en knugende Tungsindighed, en pinefuld Angst, der kun en Gang imellem viger for en kaad Lystighed, en overstadig Trang til at le højt og høre Støj om mig. Aldrig har mit Hjem forekommet mig saa fattigt og graat, saa koldt og uhyggeligt, som efter at jeg har leget Frue i dine Stuer.

Sidder vi ved Middagsbordet og spiser vor Mad i vore Ansigters Begrædelighed, stiger undertiden pludselig Længslen op i mig som en Følelse af Forladthed, og jeg maa bide Læberne sammen for ikke at briste i Graad.

Men i Skumringen plejer det at være værst — naar jeg sidder og kryber sammen i min Vindueskrog. Saa kommer Spørgsmaalene mylrende og stikker deres klamme Rottesnuder op i mit Sind: Hvor er nu han? Hvem er han sammen med? Er han i Selskab med smukke elegante Damer? Hvordan er han overfor dem, hvad siger han til dem? Ser hans Blik ligesaa varmt paa dem, som naar han bøjer sig over mig? Er hans Stemme ligesaa blidt kærtegnende, som naar han hvisker til mig? Og hvad er jeg nu for ham? Har han blot en Tanke tilovers for mig, eller glemmer han i andre Arme, at der er et Navn, som hedder Julie?

Jeg véd, min egen Ven, at jeg har ingen Ret til at kræve Dig til Regnskab. Du har aldrig lovet mig Troskab, og jeg elsker Dig for højt til at fordre Dig helt. Der var ingen Kontrakt, ingen Betingelser den Gang, jeg gav mig til Dig, og naturligvis burde jeg have været paa det Rene med, at jeg ikke var den eneste.

Jeg forlanger jo heller intet nu. Kun vilde jeg, Du skulde forstaa, at jeg trænger til, at Du er meget god imod mig. Jeg lever jo Dage igennem af de faa Timers Lykke hos Dig. Og hænder det, som sidst, at Du siger et eller andet, der lyder koldt eller blot drillende, saa fryser de Ord sig fast i mig, og der er intet Haab i mit Hjærte, før jeg atter er hos Dig.

Hvis jeg sendte Dig dette Brev, vilde Du ikke kunne skjule dit ironiske Smil. Du vilde sige, at jeg var en Nar, og i Øjeblikket — fordi jeg altid i Øjeblikket mener som Du — vilde jeg selv føle, at mit Brev kun var til at smile ad. Men bagefter vilde dit Smil gøre mig fortvivlet til Døden.

Thi Du vil kun have mig som et glad Ansigt, en Adspredelse i Ny og Næ. Men jeg er saa ganske uden Hensigt med Dig. For jeg kan intet, véd intet, er intet uden Dig.

Og derfor bliver dette Brev i min Dagbog.

Julie.