14. Februar.
Reading edition
Gaarsdagens Hændelser staar for mig som en Drøm. Men min Dagbog afslører mig Drømmen som Virkelighed. Jeg synes, det er saa rent fantastisk meningsløst, hvad jeg har gjort. Alligevel synes jeg, det er det hidtil eneste i mit Liv, som er værd at optegne. Men atter siger jeg til mig selv: Du sølle Person, Du latterlige Heltinde, der har udført akkurat det, som Tusinder af tarvelige Smaapiger ganske uden Heltemæssighed gør hver Dag.
Ja, om Du elskede ham, og han elskede Dig. Men hvad er det nu? Fra min Side kun et Indfald, en Grille; fra hans Side vel højst et Øjebliks Pirring, et pikant Tilfælde, der dumper ned til ham, og som han ofrer et Par allernaadigste Timer.
Paa Forhaand hadede jeg ham. Han var kommen til at spille en Rolle i mit Liv; han — et fremmed Menneske, et Menneske, for hvem jeg intet var — havde gjort sig til Herre over mine Tanker, mine Drømme. Hans Øjne befalede over mig, jeg vilde gøre mig fri for dem, for ham.
Ja, saadan var det. Jeg maatte en Gang møde det Menneske for at faa Hold i ham, for at kunne tage Kampen op med ham som med et rigtigt Menneske, ikke et Drømmebillede. Jeg maatte have Scheiken fra Suleima omsat til Skuespilleren Mørch.
Dette er Forklaringen af, Undskyldningen for, at jeg satte ham Stævne.
Jeg vilde være fri for ham. Og jeg endte med at love ham nyt Møde.
Jeg vilde føle mig som den stærke overfor ham. Og jeg var det straks. Jeg nød hans Usikkerhed, hans flove Fornærmethed og hans Nysgærrighed. Jeg legede med ham, jeg pinte ham, jeg drillede ham.
Men just som jeg troede mig sikker paa Sejren, smed han mig overende. Jeg sér ham endnu staa foran mig og med høfligt spodske Ord byde mig Farvel. Jeg følte hans Blik slaa mig i Ansigtet — og da han vendte sig om og gik, blev jeg angst for at miste ham. Jeg kaldte ham tilbage. Jeg følte mig saa svag, og jeg følte mig lykkelig ved det.
Det fremmede Menneske. Ja, vist er han mig fremmed. Dog véd jeg aldrig, at jeg har følt mig saa gode Venner med Nogen som med ham. Der kunde slet ikke være Tale om at være fornem og Dame overfor ham. Hans Ord, hans Stemme ligesom tog mig ind til sig, saa selvfølgeligt og dog saa ærbødigt. Der var noget vidunderlig musikalsk i den Maade, hvorpaa han afstemte sit Væsen efter mit. Jeg har kun haft en lignende Fornemmelse, naar jeg dansede med en Herre, der fast og sikkert bar mig ind i Musikens Rytme. Naar jeg lukker Øjnene, kan jeg endnu høre hans Stemme. Ja, der er Rytme i den, og jeg er tilmode, som jeg danser — en blød, langsomt vuggende Dans.
Jeg hører hans Afskedsord, mens han tog begge mine Hænder og saá mig smilende, saa mildt, og slet ikke paatrængende, ind i Øjnene: »Farvel, De meget søde, ubekendte Pige, som jeg er forfærdelig glad over at have truffet.«
Underligt, at Øjne kan være saa forskellige. For Fremtiden vil hans Øjne ikke gøre mig bange.
Jeg vilde heller ikke være bange for at møde ham igen. Jeg vilde ovenikøbet være glad ved det, det vilde more mig. Naar blot det ikke var saa ganske uden al fornuftig Mening. Naar blot det ikke var saa grænseløst letsindigt.
Forresten, er det saa ufornuftigt at være letsindig? Hvem takker En for, at man aldrig gør andet, end hvad der er dydigt og kedeligt? Hvorfor skal man være saa ængstelig for at stjæle en og anden smuk Blomst fra en Have ved den støvede Landevej, hvor man vandrer? Jeg sprang gærne gennem Gærdet, tror jeg, selv om Kjolen fik en Rift, hvis ikke min bekymrede Moders Blik skræmmede mig. Dine bedrøvede Øjne er det, som jeg frygter, Moder. Hvis Du opdagede noget, Du vilde jo slet ikke kunne forstaa mig, Du vilde anse mig for et fortabt Menneske. Og dog — Sløret! Hvordan er det kommet i dit Eje? Naar i dit Liv har Du haft Brug for det?
Dette Slør, der fortæller om hemmelighedsfulde Vandringer og endnu gemmer en Duft som af forbudte Blomster.